Blasfemig i røven & vær en god dreng (eller pige)

Så en heavyrocker skal altså i retten – igen – for at have revet en bibel over til en koncert, fordi der er nogle kristne polakker, der er blevet krænket. Han har begået blasfemi. Hvad betyder ordet? Ifølge sproget.dk:

det at bespotte Gud el. noget helligt; synonym gudsbespottelse jævnfør helligbrøde.
krænkelse af hvad der anses for rigtig opførsel, smag, holdning e.l.;

Her er hvad snefnugget synes om den sag (fra 3. Fnugrulle, Vers 5):

  • Hvis du som troende ikke har et forhold til en person, der siger noget blasfemisk, så kan jeg ikke se, hvordan det kan krænke dig. Folk er jo idioter og siger åndsvage ting hele tiden (dit første besøg her?). Ville du føle dig oprigtigt krænket hvis en af dine ikke-troende venner lavede en vittighed om Gud?
  • Hvis du som ikke-troende vil krænke, fornærme eller gør en troende ked af det, så har du forhåbentligt en god grund til at gøre det? Ik’? Hvis du har en ven, som tilfældigvis er troende, har du vel – af helt andre årsager – ikke lyst til at såre ham/hende?

Altså: nogle skal være mindre nærtagende og andre skal være bedre drenge og piger.