Yam Dak for Viet Nam

Er det her virkeligheden? Sne, stilhed og folk der holder for rødt? Hvor er neonen, miniskørterne, 3-kroners øllene, 8-kroners barbequen, de røde grusveje og Helloooo-ungerne? Kyllingefødderne, rotterne i bure, de sovende voksne i hængekøjer, på køkkengulve, på scootere? Scooterne…hvor blev alle scooterne af?

Jeg hører, ser og lugter dem ikke. Så det her må vel være virkeligheden nu. Men jeg har lavet et Familien Danmark-style puderum til mig selv, hvis jeg skulle få brug for det. Du må også gerne være der.

Virkeligheden for kort tid siden husker jeg nogenlunde sådan her…..

Qatar Airways serverer masser af sprut (Vil I ikke prøve vores nye likør?) og giver dig en tandbørste og ørepropper i en pengekat. Det er god service, og sikke de smiler i deres fine bordeaux nederdele.

Kort tid efter ankomsten til Vietnam er der en, der siger ordet preacharounds i en elevator. Dette får en del fortjent latter.

Saigon, som egentlig hedder Ho Chi Minh City, men som de lokale synes vi bør kalde Saigon, har et højt tårn, vi går op og drikker dyre drinks i. Tårnet er #5 most iconic building. Det synes jeg stadig er åndsvagt at skrive.

Der er en taxitur, hvor chaufføren siger Handicap Handicap (tror vi). Det må være et udkigssted, så det kan vi ikke gå glip af. Udsigten består i handicappede fra Vietnamkrigen, der – hvis ikke de allerede var blevet handicappede – ret sikkert vil blive det på grund af stanken af lim og maling. Jeg presser mig selv til at købe et lille, men fint billede af en pige med mørkt hår. Ved ikke helt om jeg skal have det godt eller skidt med det.

Vietnamesisk kaffe smager altsammen af kakao og kan ikke drikkes. Det vidste du sikkert godt, din hippe jordomrejser, men det kunne du godt have fortalt mig. Vietnam er vist verdens tredjestørste kaffeekspotør, hvilket jeg synes giver dem et forklaringsproblem. Det smager heller ikke godt fjerde eller femte gang, man prøver.

Til gengæld kan man købe kiks med en lille bamse på pakken af mærket Choki Choki. Det er egentlig nogenlunde, hvad jeg havde forventet af Asien. Det giver pluspoint og formilder min kaffevrede.

Efter to dage i Saigon, har vi chillet rigeligt og flyver til Siam Riep i Cambodia og ser Angkor Wat ligesom alle andre i Asien. Siam Riep betyder i øvrigt Flat Defeat of Siam (Thailand). Det primære budskab jeg får med fra Angkor Wat er, at det er stort og imponerende, og folkene der byggede det, åbenbart havde 30-40 millioner guder, af hvilke ca. 5 millioner var homoseksuelle. Det lyder mærkeligt nu og var det sikkert også dengang. Guiden er ret sej og ender med at lægge an på minimum to af os (hvem skulle have troet det), inden han i en form for solrus laver regnestykker med tal og dyr og forsøger at overbevise os om, at resultatet er meningen med livet. Vi er lost, men i retrospekt passer det vel ret fint med stedets “mystik”.

Når man har fået myggestik nok, sprøjter man myggespray med DEET ind i øret. Det brænder nogle timer, så det skal du ikke gøre.

Det er svært ikke at føle “os og dem”-stemningen, når personalet på en bar måbende ser på, at de store, fede vesterlændinge bestiller fem store øl igen og igen. Nogen mener jeg bare skal vænne mig til at have tyende, men det synes jeg er dybt usympatisk, og jeg havde håbet, at jeg havde været bedre til at nedbryde barrierer på turen. Jeg har ikke noget mod at lave dybt usympatiske jokes – faktisk er de det bedste – men det forbliver nu engang jokes i mit hoved.

Senere står det klart, at problemet med svømmepøle er, at der er folk, der godt kan lide svømmepøle. Jeg skal heller ikke bruge de 1263 tuktuks, jeg bliver tilbudt.

I Cambodia er der mindst lige så varmt som i Vietnam, alt for lidt vand, alt for meget jungle og alt for mange myg (og hvis jeg havde væet lidt mere modig, sikkert det der er meget værre).

Det står ret hurtigt klart, at vi er på ferie, og ikke så meget på en rejse. Jeg synes det er en skarp og ret sej sproglig observation, Søren der laver. Så ud over svømmepøle, kører vi en del i taxi. Airconditioned taxier. Airconditioned Mercedes-minivan-taxier. Bl.a. til Phnom Penh.

En af os har læst meget godt om alle de fattige børn, der er i gaderne og hvor hurtigt man har lyst til at forlade byen. Så da vi er kørt et godt stykke ind i byen og stadig kun kan se blikskure, bliver jeg både lidt nervøs og vågner lidt op, da jeg indser, hvor spændende det ville være at gå på urbuks sådan et sted. Det gælder forresten for hele vores tur, også selv om det kun er en ferie og ikke en rejse. I byerne er der så mange detaljer, at man nemt kan bruge en dag eller mere på at fotografere en helt almindelig gade eller baggård (Sandra, hvis du læser med, så MÅ Asien være dit næste stop…ikke meget grafitti men bevægelsen, variationen og selv skraldet er kunstværker).

We can stop here: this is urbuks country.

Det er svært at lytte til, hvad De Røde Khmer gjorde – i vores levetid! –  og det ved tutuk-chaufføren godt, så han kører os til skydebanen FØR Killing Fields. Jeg er som udgangspunkt pacifist og vist heller ikke fascineret nok af det rå og maskuline ved våben, så jeg nøjes med at kigge på, men er da imponereret over de høje bang.

I Phnom Penh er der en rimelig stor bygning, der står Golden Boss City på. Det er et sted, hvor mange unge, lokale piger og en enkelt ældre, hvid mand (og bandets forsanger) danser. Vi er der ikke længe nok til at finde ud af, om han laver andet end at danse med dem, eller om vi måske bare har crashet en familiekomsammen.

Man bliver overraskende dårlig til at finde vej i en by, når man vænner sig til at andre kigger på kort og GPS for en. Men omme fra det mentale og fysiske bagsæde er der heldigvis bedre plads til at tage billeder.

Jeg har skrevet noten porrer i pisrenden til mig selv. Det kan jeg desværre ikke huske, hvad betyder. Måske mente jeg de bizarre is-agtige ting, de kommer i pissoirerne.

Den første ægte følelse på turen kommer da jeg ligger på hotellet i Phnom Penh, dagen før vi skal sejle ad Mekong-floden til Chau Doc, og er oprigtigt bange for at få malaria, uanset at vi danskere (jeg) bare er pylrede.

We can’t stop here: this is mosquito country.

Jeg vælger at være ung og skødesløs og ikke spise pillerne. Om det var en god idé vil de næste par uger vise. På floden føler jeg mig ikke sej men bare glad for, jeg tør tage en chance.

Den næste ægte følelse er ikke én men flere og kommer på en scootertur. Når alt kommer til alt, er det nok en af de bedste dage i mit liv. Turen er på en næsten perfekt rød, hvid, grøn og blå paradisø. Mens jeg lidt for mig selv kører på den helt perfekte, røde paradisøgrusvej, får jeg pludselig en dårlig smag i munden: bag palmerne og de lokales små huse og skure dukker pludselig en række bill board-reklamer for resorts, der skal bygges, op. Vi ved desværre nok allesammen hvor de lokale kommer til at flytte hen, og  hvad de kommer til at lave.

Da min blog er så uhyggelig populær, vil jeg derfor ikke nævne øen ved navn, fordi så vil du bare blive en af de 20 millioner “de” håber vil besøge øen hvert år omkring 2020. Men alle bør altså besøge den. Du må bare ikke blive en af de 20 millioner. Når du ikke tager dertil, skal du også huske at leje en scooter.

Jeg kan sige tre ting mere om øen:

1. Hanerne galer og noget der lyder som aber brøler, når man går hjem kl. 2 om natten.
2. Øen er måske, måske ikke, ejet af The Sasco Coorporation, som vil være en god idé altid at stole på – men kun hvis du vil være en af de 20 millioner.
3. Der render en ung, homoseksuel mand rundt på en strandbar og siger noget i stil med “yam d’ak”, som vi har fået at vide betyder liderlig (men som Internettet overhovedet ikke lader til at kunne bekræfte). Yam d’ak-manden siger kun yam d’ak og virker ret khùng (skør) på overfladen, men jeg tror bare, han er lidt ensom og har brug for en kæreste eller i det mindste en ven. Så hvis du alligevel bliver en af de 20 millioner, så vær sød ved ham.

Lidt beskidt, vietnamesisk slang, vi lærer af et par lokale, men hvis autencitet eller stavemåde jeg på ingen måde kan stå til ansvar for, er saulohm (bullshit), gaulohm (fisse), gac (pik) og yoo (bryster).

Hæveautomaterne i Vietnam er ren lotto. Jeg har endnu ikke tjekket, hvilke beløb der er trukket fra min konto, men uanset om jeg er blevet snydt eller ej, synes jeg det er flabet at skrive The waiting time is over! og ikke spytte penge ud.

Mere end et par timers Mekong-delta dropper vi til fordel for Hanoi. Hey, hvorfor ikke jetsette den lidt mere og flyve 1700 km nordpå (før vi fire dage senere skal flyve 1500 km sydpå igen for at flyve hjem)? Mere nedkølet metaltransport nu! Efter 5-6 dage i Paradise Hotel, går vi dog lidt ned i komfort. På taxaturen fra lufthavnen bliver vi udsat for præcis et af de snydescenarier, der er beskrevet på Wikipedia: chaufføren kører en til det forkerte hotel og der kommer en gut ud med et papir i hånden og lader som om, han kender alt til ens reservation. Erfarne Internet-ræve som vi er, er vi selvfølgelig ét skridt foran snyderne og kommer til det rigtige hotel. Desværre bliver en af os senere udsat for et andet klassisk fupnummer, da han er tæt på at betale otte-dobbelt for sin massage og næsten må lege En dansker rydder op i massørsalonen. Hanoi, der er ingen grund til at skræmme folk væk. Du ved jo godt, du har masser at byde på.

Gader sælger typisk kun én ting: scootersadel-gade, blomster-gade, håndvask-gade, skibspropel-gade og Bornholmerur-gade. Det er ret dumt og må være lidt irriterende for de lokale, men det giver nogle ret flotte gader. Er der nogen, der kender den officielle grund til det vanvid?

Kl. ca. midnat kommer politiet i små klovnebiler og lukker alle barer og restauranter. Det resulterer i en masse fulde vesterlændinge, der står i gaderne og råber på flere øl. Hvis de er amerikanere, giver det rig mulighed for fist pumping…Fuck yeah! (suk). Hanoi virker som en rigtig cool by, der – fordi den er så kompakt – kunne have været en rigtig fed gå-i-byen-by, men nu må nøjes med at blive nydt for at være Bruxelles i Asien. Hvilket også kunne være meget værre.

Måske er der gået lidt amerikaner i mig selv, men jeg holder fast i, at jeg godt kunne have vundet i armlægning over golden police copper (i civil) på vej hjem fra byen efter ovennævnte nedlukning. Han og hans ti teenage-følgere giver øl på et mørkt gadehjørne men kræver til gengæld, at vi lægger arm med ham. Vi kunne meget passende have brugt lejligheden til at spørge, om de ikke har nogle lidt lavere plasticskamler.

Jaah, vores non-alcoholic nights er skam et koncept, vi tager meget seriøst. En dag starter typisk med en hensigtserklæring om en ikke-alkoholisk aften og ender som regel i en alkoholisk ikke-aften. Regler er regler og til for at blive smeltet væk i 37 graders varme.

Selvfølgelig gør vi også Ha Long-bugten. Som man jo skal. Vi kommer forbi endnu en Handicrafts som er en ren fabrik, og vi er virkelig heldige, da vi slipper for en temmelig ubehagelig guide, der hurtigt mærker, at folk ikke synes hans 10-minutters jokes om sex på båden (You can fight…you can even fight gentle in room…., stop, omformulér svagt, gentag) er sjove og derefter giver os en opsang om, hvordan man rigtigt skal give drikkepenge i hans land. I stedet får vi en cool guide og en cool, ung flok bådvenner. Og hulahop. Der er fire milliarder både i bugten og selvfølgelig meget turistet, men trods det virkelig tiden og pengene værd.

Turen hjem på verdens mest hullede vej må bruges på at overbevise de franske piger om, at Danish ninjas are different. Og det bliver klart, at jeg ikke kan komme i tanke om en sang, der bedre runder af og bygger op til nyt, end Stranger in Moscow .

De er ikke helt færdige med at lære engelsk i Vietnam, hvilket guidens Ladies and Germans og Auto the door på flybussens dør illustrerer fint. Heldigvis møder jeg i hvert fald tre personer, som underviser i engelsk dernede. De siger:

• Du kan sagtens gøre det, selv om du ikke har engelsk som førstesprog. I Saigon tjener man ca. $1500/måned for 15-20 timers arbejde om ugen og betaler ca. 15% i skat. Alt er åndsvagt billigt (fik jeg nævnt 3 kroner for en snaps, chips og en halv liter øl på en tagterasse?).
• Du kan godt lære at køre på scooter som en af de indfødte.

En englænder jeg møder på paradisøen den eneste aften, hvor regnen i ægte tropestil vælter ned, påstår, at vietnameserne er nogle af de mest uhøflige mennesker i Asien (det lyder som om, han har været stort set overalt – fuldstændig uden blær, virkelig sejt). Han synes, at filipinerne er deres modsætninger. Jeg aner det ikke. Jeg ved, at jeg intet ved om Asien. Ud over at de fire Hellooooo-råbende, high five-givende skolebørn på stribe jeg mødte på scooteren på øen, siger mig noget helt andet.

PS. Det kan godt være, Danmark ikke er Vietnam, men jeg forventer stadig, at når jeg møder dig som fremmed person på gaden, så kan leje/låne dit Internet/vaskemaskine/motobike. Ok?