Anya, Apa og Pigen der ikke ville sove

I går satte min niece sig til rette i mit hjerte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det giver mig håb om, at hvis det en dag bliver mig, så er der åbenbart noget om, at man kun kan føle sig som den heldigste person i verden. Lige nu håber jeg bare, jeg bliver den seje farbror, hun gider at følges med til Copenhell (Maiden, Megadeth, Obituary…behøver du mere?).

Derudover går det godt. Jeg tumler stadig rundt i tilværelsen og overvejer om en navlebeskuer med en blog, selv ville kunne finde ud af at kigge ind i sådan en lille navle (og forholde sig til det, der kommer ud på den anden side af navlen), men jeg er slet ikke så sur, som nogen vist har troet, oven på skrigeriet for et par uger siden (som fodnote til den historie kan jeg fortælle, at to – gud ved af hvem – af de personer der kommer og går hos overboen, lad os kalde dem femte-sals-fjolserne – deres sexliv i det mindste er ret godt at lytte til, hvis man nu skal være tilhører til den slags. Lige nu drikker de sig dog fulde til noget, der lyder som Nintendo fra 80erne…knapt så godt at være tilhører til. Faktisk lyder det som en blanding mellem Donkey Kong og indbruds/voldtægtsscenen fra A Clockwork Orange).

I toget hjem var der mange tanker. Hår der rejste sig på armene. Men så skulle der rodes med XBMC på Pi, og lige nu er der bare gråt. Men jeg skal i hvert fald ikke være sådan en, der skyder skylden på vejret, når jeg ikke har noget at sige. Hvilket minder mig om dette:

It is a poor poet that falls silent when he finds out that the sun is actually a massive sphere of hydrogen fusing into helium.

(Richard Feynmann)

Der er masser at sige. Masser interessant at sige. Men ikke-anonymitet kræver grader af modighed, jeg kun kan håbe at opnå momentvis. Jeg blev afskrækket af Davids fortælling om Josefine Klougart, som – så vidt jeg forstod det – udleverer sin familie, der nu er ved at være godt trætte af det og hende. Men hvis man nu fortæller positive ting, kan det vel ikke være så slemt, vel? Eks. kan jeg fortælle, at min storebrors kæreste forstår mig bedre end hun måske selv ved, min storebror selv har niveauer af styrke og tålmodighed, jeg ikke anede eksisterede. Min mor er som altid badass på så mange måder, jeg ikke forstår det, og min far den nye Mr. Positive i familien. Fuck jul. Bare familien er god.

Hvilket leder mig tilbage til: hvorfor have en blog? Mange gode grunde, men engang imellem skal det handle om andre.

PS. Min familie er skam også kedelig, røvirriterende, osv. Jeg er bare ved at være træt af at at høre på deprimerende julehistorier fra folk, der – best case, er uinteresserede i, worst case – hader deres familier.

PPS. Jeg har boret i væg og fået værktøj i julegave, så nu skal jeg åbenbart være en rigtig mand. Rigtige mænd har da en blog, ikke?

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

Knægten fra Skellet

Kære far

Det er som om, vi aldrig RIGTIGT har fået snakket sammen. Vi havde en rigtig hyggelig aften på Tony’s i efteråret. Det var vist første gang det bare har været os to en hel aften, i hvert fald de sidste 20 år. Men ellers har det jo mest været mor. Piger, helbred, madlavning, rengøring, osv. Men du skal vide, at du betyder noget. Meget. Det lyder måske mærkeligt at sige, men vi kan måske begge godt blive i tvivl, når nu vi hverken siger “jeg elsker dig” til hinanden – og det er jeg sådan set glad for – eller sjældent snakker om personlige eller dybere ting end hvem der er videre i den tyske pokalturnering. For det må vi jo erkende, at vi sjældent gør.

Men som med så meget her i livet, så er det jo de små ting, der betyder noget. Her er et par af de små ting, der – for mig – har dit ansigt malet ud over dem:

• Ironi og sarkasme (det kan sådan en ung kvinde fra Fyn slet ikke forstå)
• Krebinetter
• Forældremøder (Brit og Pogel, start med det gode!)
• Socialdemokratiet
• Faxe Kondi på glasflaske (NIF-klubhuset)
• Globusser
• Pejse
• Lyden af låget på en værktøjskasse, der klappes i (den grønne, du ved)
• Tennis i Rådmandsengen
• Brændehugning, græsslåning, hækkeklipning og støvsugning
• Forskellen på talesprog og skriftsprog (men måske du også kunne have bruge for en tur i Stephen Frys maskine)
• Fløjlsstangen (dette ord behøver I andre ikke gå rundt og huske på)

At dømme ud fra ovenstående lyder det jo som om, du er lidt af en handyman, men det har du ikke noget imod, vel? 🙂

Jeg holdt jo ikke en tale til din 60-års fødselsdag (7 år siden, red.), men måske dette indlæg kan være en lidt sen og ret billig mælkeerstatning, pulverkaffe. Så: kære far, du er faktisk ret sej! Og jeg er både glad for og stolt af at være din søn. Søn af knægten fra Skellet.

PS. Måske du falder over min blog og opdager dette indlæg. Du vil sikkert hade, at jeg valgte at skrive om emnet her. Men måske det er lettere, endda bedre sådan her. Og hvis jeg nu spørger næste gang jeg er på besøg, fortæller du mig så ikke lige, hvem dit yndlingsband var, da du var 17 (og hvorfor!), om du er bange for slanger, og hvad du ville være, når du blev stor?