En gåtur i parken

Det er bare livets fakta.

Det kunne man sikkert sige om meget på disse sider. Men sådan er det altså. Det er mine sider, mine fakta, mine banaliteter.

F.eks. så jeg i dag en buschauffør stoppe sin bus, stå ud af den, kigge lidt til begge sider, og så bære en låst cykel fra buskadset ind i bussen og køre igen.

Jeg kan også fortælle, at jeg har en dårlig vane. Når der er lidt tilbage, tager jeg det sidste. Drikker det sidste danskvand, bruger det sidste toiletpapir (men husker at hænge en ny rulle op…hvor svært kan det være, for fuck’s sake!?), spiser de sidste poletter. Så er der jo ligesom ryddet op, gjort klar til en ny omgang. Rester, siger du?

Jeg synes Information skriver for mange gode artikler, som man ikke kan nå at læse.

Jeg undrer mig over, at jeg nogle gange kan høre havet, når jeg bider tænderne sammen.

Jeg mener, at man burde kunne sove alle steder i naturen, da:der er for langt altid at køre hjem, og man ikke altid har en kæreste, ven, bror, el. i nærheden, man kan crashe hos. Så enten skal vi altid sige ja til folk, der har brug for et sted at sove, eller også skal vi opfinde en lommesovepose, man kan have med overalt. Har vi overhovedet brug for et hjem?

Og så er det ligesom om, jeg tror, at hvis jeg nu bare lige overhaler ham der, hende der, ham der og ham der, så har jeg overhalet dem allesammen.

Så derfor får I denne. Som på en måde på én og samme tid deler vandene i to og siger det hele.

Bange for smalltalk, fakta og brandmænd

Nogen holder øje med mig. Med mine tanker.

Jeg prøvede jo at fortælle om, at jeg er (blevet) dårlig til smalltalk. Det ville jeg så prøve igen her til morgen. Og det lykkedes næsten. Der kom bare lige en tur i vaskekælderen i vejen.

Vaskekælderture er som bekendt noget der bedst udføres med øjnene i jorden, målet for øje og en hurtig-ind-ud-strategi. Et sløvt Hej og Er du færdig med den maskine? kan det måske blive til.

Men pludselig står man i kælderen og snakker om maling, kinesere og proptrækkere med en fremmed dame (ingen synlige slikkepinde). Snakker om fakta.

Og det er den anden ting. Fakta interesserer mig ikke. Det passer måske ikke helt, for jeg vil jo gerne vide, hvor jeg kan købe ostepops og poletter. Og jeg elsker også at snakke om dybe emner som landes geografiske arealer og indbyggertal (indbygningstal, derimod, det ved jeg slet ikke hvad betyder), og om Leper Messiah er fra Master of Puppets eller Ride the Lightning.

Men jeg ser meget lidt spændende i at snakke om hvor mange bronzemedaljer Danmark har vundet ved OL, forskellen i marginalskat mellem Frederiksberg og København, og om jeg kunne have sparet 14 minutter ved at tage 38-toget i stedet for 48-toget.

Jeg er ikke faktaorienteret.

Fortæl mig i stedet hvorfor man så sjældent spiser toast mere, om man kan tilgive utroskab, hvorfor dødsmetal er noget bras, hvornår du sidst lyste ud af hovedet på vej hjem fra byen, toiletrullens rigtige placering, hvilken vej hårene på armene rejser sig, når du hører ordet socialisme, om du mobbede eller blev mobbet, farerne ved sex i soveværelset og glæderne ved sex i skoven, og om du er bange for brandmænd. Du ved, ting der betyder noget; hvorfor, ikke hvad. Ting der skræmmer livet af dig og gør dig vild i rumpetten. Det bedste og det værste.

(Tak til den skaeve eksistens for et par spændende samtaler om emnet)

PS. Det undrer mig, hvad folk får ud af smalltalk og al den snak om fakta. Det skaber en kontakt og en eller anden form for sammenhold, uden tvivl. Nogle gange skal man bare lige have fem minutter til at gå og overfor en fremmed er en banal kontakt bedre end ingen kontakt. Ikke et ondt ord om vaskedamen med fakta, fakta-damen, hun var sød og rar, gjorde en indsats. Men sammen med venner og familie, hvorfor er der så så meget berøringsangst og så stor tilbageholdenhed med at udlevere noget om sig selv? Eller er det bare mere spændende at snakke om kaffebønner og designermøbler?

PPS. Jeg var i havet i går for første gang i et par år. Det var faktisk varmt, og alle der ikke når i vandet i år er nogle tøsedrenge. Og bange for brandmænd.