Lister. Masser af lister. Til ingen verdens nytte.

Jeg sagde jo, det handlede om lister. Og dem lavede jeg altså i dag. Punkter og prikker blev sat. Vigtige navne, ting, begivenheder og steder blev flyttet og kopieret rundt i det ene dokument efter det andet, altsammen i den store sky.

Til ingen verdens nytte. Det ved jeg jo godt.

  • Der var målene for 2011, der blev evalueret (8 grønne og glade, 5 gule og ligeglade og 8 røde og sure smileyer), nye mål for 2012 specificeret (note til selv: hold minimum to friaftener om ugen, hvis bundlinjen for 2012 ikke skal være blodrød!) og guldet blev selvfølgelig begravet i en kiste på Skatteøen (skattekortet beholder jeg altså selv).
  • Den gamle liste med pigernes telefonnumre blev arkiveret, og det blev slået fast, at jeg jo altså havde mødt piger på andre måder end via dating, eller mens jeg var fuld (nå nå – flot!).
  • Dating-idéerne fik deres egen lille plads (hvorfor synes piger det er skummelt at tage ud i en gammel industribygning på første date?) i række 7, kolonne 4, selv om der jo slet ikke bliver tid til den slags pjat med alt den selvforbedring 2012 tilsyneladende kommer til at byde på (mmm).
  • De tekniske udfordringer, der skal gøre mig til supermand (Superman?) i alt, hvad der er mørkt og nørdet, blev konkretiseret og nedfældet. Engage.
  • Helbreddet blev opsummeret og gemt væk. For hurtig adgang i tilfælde af pludselig paranoia.

Og meget, meget mere. Og selvfølgelig blev der lagt en månedlig tilbagevendende påmindelse om at hælde alle de små, fine dokumenter fra den røde kasse (Google Docs) over i den blå kasse (DropBox) og bagefter hælde indholdet fra den blå kasse over i den grå kasse (egen ekstern harddisk). Så sygt at det var smukt.

Så når nu jeg får benene kørt over af en damptromle, eller bare er lidt mindre uheldig og blot får børn, hvad fanden er det så, jeg skal bruge disse lister til!? Spørger jeg mig selv. Selv hvis disse plager af bibelske dimensioner ikke skulle ramme mig, er det så ikke bare psykotisk, tidsspilde og fjollet? Når jeg sidder som 53-årig og læser, at i 2011 var det åbenbart vigtigt at være mindre nærtagende, tro mere på mig selv og bruge livsnødvendig tandtråd to gange om ugen, hvad er det så, det skal gøre godt for?

Min mor sagde til jul (ud over at mit hår er frygteligt), at jeg kommer til at fortryde sådan at dele mit liv med offentligheden, med jer, med dig. Måske. Men som det er med at få en tatovering, man fortryder, så lad det være et eksempel på, at man engang var dum. Og at man turde.

Her og nu bliver jeg nødt til at se i øjnene, at jeg har sagt ja til at holde nytår for 21 mennesker i en telefonboks. Min telefonboks. Oh boy.

disse hatte vil få dig til at grine - så sjove er de!

PS. Er jeg syg i roen!? Åh ja.

Reklamer