Et flot cover

I et udmærket debatindlæg stiller en ung gut ved navn Jonathan Koksbang spørgsmålet:

Hvad har tigre, polarræven og albums til fælles?

Mon ikke han mener, at alle tre er ved at uddø. Jeg er enig i Jonathan Koksbangs betragtninger så langt, at albummet er vigtigt at bevare. Nogle numre kan være halvdårlige for sig men give glimrende mening i en albumkontekst. Enig i at vi generelt har svært ved at fordybe os, og at det er et problem, og enig i, at man bliver hjernedød af kun at høre hits. Enig.

Men jeg er uenig i, at CD’ens død vil betyde albummets død; at kun hittet vil bestå. For os der (også) hører nichegenrer som dødsmetal eller vanvittig acid rave, har det altid været en “kamp” mod hittene. Men musikken er blevet udgivet og har fundet vej til mine ører alligevel. I min optik er der altså mere en tale om en kamp mellem niche og hits end mellem albums og hits. Spørgsmålet er: interesserer man sig for musik, eller hører man bare det, de spiller i radioen?

Det er svært at overleve som nicheband. Det er der ikke noget nyt i. Som lytter skal man kæmpe lidt for at finde det gode niche-shit, men tjenester som Youtube har vel bare gjort denne kamp væsentligt lettere? Ligeledes er det vel blevet langt lettere for nichebands selv at udgive deres musik nu end for 10 år siden? (under Distortion virker det som om, der findes flere folk i København i cowboyskjorter der laver dippedutmusik, end folk der sætter mursten ovenpå hinanden som levebrød)

Som jeg ser det, har nichebands altså med værktøjer som Youtube og selvudgivelser en kæmpe mulighed for at bringe deres musik ud af nichen. Jeg kan sagtens forstå folks bekymrking omkring eks. iTunes og Spotify: centrale (og af og til censurerende) tjenester der kontrollerer hvilken musik, der skal udgives og til hvilken pris. Det er et kæmpe problem. Men det er vel ikke anderledes, end da det tidligere var en håndfuld pladeselskaber, der sad på magten?

Søren (var det vist) der engang lidt klogt sagde: Der er vel ingen naturlov, der siger, man skal blive rig som (musik)kunstner?

Nichemusikken længe leve.

PS. Jeg får generelt ikke min musikinspiration fra hverken tv, radio, Spotify eller iTunes. Jeg får den fra musik-sider og -blogs som Gaffa, Soundvenue, Pitchfork, Fat Berri’s, Hypemachine og kunstnernes egne hjemmesider; fra festivaller som Roskilde, Strøm og Stella Polaris; at gå i byen og ikke mindst fra mine venner (hvorfra de får den, ved jeg ikke altid, men Jeppes jodlemusik kunne godt antyde mørke og uhellige steder).

Bange for smalltalk, fakta og brandmænd

Nogen holder øje med mig. Med mine tanker.

Jeg prøvede jo at fortælle om, at jeg er (blevet) dårlig til smalltalk. Det ville jeg så prøve igen her til morgen. Og det lykkedes næsten. Der kom bare lige en tur i vaskekælderen i vejen.

Vaskekælderture er som bekendt noget der bedst udføres med øjnene i jorden, målet for øje og en hurtig-ind-ud-strategi. Et sløvt Hej og Er du færdig med den maskine? kan det måske blive til.

Men pludselig står man i kælderen og snakker om maling, kinesere og proptrækkere med en fremmed dame (ingen synlige slikkepinde). Snakker om fakta.

Og det er den anden ting. Fakta interesserer mig ikke. Det passer måske ikke helt, for jeg vil jo gerne vide, hvor jeg kan købe ostepops og poletter. Og jeg elsker også at snakke om dybe emner som landes geografiske arealer og indbyggertal (indbygningstal, derimod, det ved jeg slet ikke hvad betyder), og om Leper Messiah er fra Master of Puppets eller Ride the Lightning.

Men jeg ser meget lidt spændende i at snakke om hvor mange bronzemedaljer Danmark har vundet ved OL, forskellen i marginalskat mellem Frederiksberg og København, og om jeg kunne have sparet 14 minutter ved at tage 38-toget i stedet for 48-toget.

Jeg er ikke faktaorienteret.

Fortæl mig i stedet hvorfor man så sjældent spiser toast mere, om man kan tilgive utroskab, hvorfor dødsmetal er noget bras, hvornår du sidst lyste ud af hovedet på vej hjem fra byen, toiletrullens rigtige placering, hvilken vej hårene på armene rejser sig, når du hører ordet socialisme, om du mobbede eller blev mobbet, farerne ved sex i soveværelset og glæderne ved sex i skoven, og om du er bange for brandmænd. Du ved, ting der betyder noget; hvorfor, ikke hvad. Ting der skræmmer livet af dig og gør dig vild i rumpetten. Det bedste og det værste.

(Tak til den skaeve eksistens for et par spændende samtaler om emnet)

PS. Det undrer mig, hvad folk får ud af smalltalk og al den snak om fakta. Det skaber en kontakt og en eller anden form for sammenhold, uden tvivl. Nogle gange skal man bare lige have fem minutter til at gå og overfor en fremmed er en banal kontakt bedre end ingen kontakt. Ikke et ondt ord om vaskedamen med fakta, fakta-damen, hun var sød og rar, gjorde en indsats. Men sammen med venner og familie, hvorfor er der så så meget berøringsangst og så stor tilbageholdenhed med at udlevere noget om sig selv? Eller er det bare mere spændende at snakke om kaffebønner og designermøbler?

PPS. Jeg var i havet i går for første gang i et par år. Det var faktisk varmt, og alle der ikke når i vandet i år er nogle tøsedrenge. Og bange for brandmænd.

1..2..3..død!

Dødslørdag. Så er I advaret.

Vi snakker ikke popmusik som Pantera, Fear Factory eller Sepultura. Vi snakker mørk og ond musik. Dødsmetal og det der er værre. De uindviede kan med fordel lige kaste et blik på den her:

A Headbanger's Journey

Stamtræet lavet af metal er fra filmen A Headbanger’s Journey, som er yderst anbefalelsesværdig….underholdende, sjov og informativ – endda selv om man ikke kan li hævi mætal!

Så her har I altså en omgang forfærdelig larm fra 90erne. For at citere Stampe (til en Immortal-koncert, tror jeg det var): Det er højt, men det er fandeme også dårligt!

Sådan ruller vi altså også. Mere forfærdelig larm her.