Anya, Apa og Pigen der ikke ville sove

I går satte min niece sig til rette i mit hjerte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det giver mig håb om, at hvis det en dag bliver mig, så er der åbenbart noget om, at man kun kan føle sig som den heldigste person i verden. Lige nu håber jeg bare, jeg bliver den seje farbror, hun gider at følges med til Copenhell (Maiden, Megadeth, Obituary…behøver du mere?).

Derudover går det godt. Jeg tumler stadig rundt i tilværelsen og overvejer om en navlebeskuer med en blog, selv ville kunne finde ud af at kigge ind i sådan en lille navle (og forholde sig til det, der kommer ud på den anden side af navlen), men jeg er slet ikke så sur, som nogen vist har troet, oven på skrigeriet for et par uger siden (som fodnote til den historie kan jeg fortælle, at to – gud ved af hvem – af de personer der kommer og går hos overboen, lad os kalde dem femte-sals-fjolserne – deres sexliv i det mindste er ret godt at lytte til, hvis man nu skal være tilhører til den slags. Lige nu drikker de sig dog fulde til noget, der lyder som Nintendo fra 80erne…knapt så godt at være tilhører til. Faktisk lyder det som en blanding mellem Donkey Kong og indbruds/voldtægtsscenen fra A Clockwork Orange).

I toget hjem var der mange tanker. Hår der rejste sig på armene. Men så skulle der rodes med XBMC på Pi, og lige nu er der bare gråt. Men jeg skal i hvert fald ikke være sådan en, der skyder skylden på vejret, når jeg ikke har noget at sige. Hvilket minder mig om dette:

It is a poor poet that falls silent when he finds out that the sun is actually a massive sphere of hydrogen fusing into helium.

(Richard Feynmann)

Der er masser at sige. Masser interessant at sige. Men ikke-anonymitet kræver grader af modighed, jeg kun kan håbe at opnå momentvis. Jeg blev afskrækket af Davids fortælling om Josefine Klougart, som – så vidt jeg forstod det – udleverer sin familie, der nu er ved at være godt trætte af det og hende. Men hvis man nu fortæller positive ting, kan det vel ikke være så slemt, vel? Eks. kan jeg fortælle, at min storebrors kæreste forstår mig bedre end hun måske selv ved, min storebror selv har niveauer af styrke og tålmodighed, jeg ikke anede eksisterede. Min mor er som altid badass på så mange måder, jeg ikke forstår det, og min far den nye Mr. Positive i familien. Fuck jul. Bare familien er god.

Hvilket leder mig tilbage til: hvorfor have en blog? Mange gode grunde, men engang imellem skal det handle om andre.

IMG_7699

PS. Min familie er skam også kedelig, røvirriterende, osv. Jeg er bare ved at være træt af at at høre på deprimerende julehistorier fra folk, der – best case, er uinteresserede i, worst case – hader deres familier.

PPS. Jeg har boret i væg og fået værktøj i julegave, så nu skal jeg åbenbart være en rigtig mand. Rigtige mænd har da en blog, ikke?

Reklamer

Tid til noget nyt? (part deux)

Efter hvad der nu må være 3171. date, en hyggelig gåtur på Christianias volde, skulle hovedet lige renses lidt. Med halv dårlig samvittighed (ikke halvdårlig) og halv ærefrygt for marathonfolket, lykkedes det mig at finde vej til mit tophemmelige gemmested. Her kunne jeg lukke øjnene, få våde fødder og spekulere over hvordan jeg mon fik chokolade-pletten fra Champagnebrusen af den fine, hvide I Bike CPH-tshirt (måske en idé til en tøj-kollektion: Dine yndlings-tshirts med pletter på!…kan man blive andet end glad, hvis man ved at pletten stammer fra en Champagnebrus?).

Men det blev ikke til lukkede øjne længe, for i dag var der gæster i hulen, David (ikke ham med pandekagerne), som havde valgt at nyde søndagssolen med en joint. Meget chill, meget søndag og meget meget hyggeligt.

I skarp kontrast til daten, hvor det denne gang var mig, der lidt stift fik fyret en række jobinterview-agtige spørgsmål af, forløb samtalen med David meget afslappet, helt og aldeles naturligt. Vi talte om præcis de ting vi havde lyst til, uden bekymring om hvilket lys ens holdninger blev set i. Uden at se sig selv udefra.

Jeg ved ikke, om det var solstrålerne, der gav os energi, men det var de helt store emner, der blev vendt, eksempelvis samfund og styreformer. David er under den opfattelse, at demokratiet har spillet fallit. Ikke “blot” kapitalisme og det moderne populistiske politiske system, men demokrati som koncept. Han mener, at der er for store interesser, der ønsker status quo til at tro på at demokrati kan løse verdens problemer (fattigdom, forurening, osv.).

Og hans alternativ? Som jeg ikke mener er obligatorisk i en kritik, men naturligvis styrker ens sag. En form for lokal-styre, hvor den enkelte by, bydel, gade, boligforening, ja det enkelte menneske, er tvunget til at tage mere ansvar, til at tænke mere. Vi skal have fjernet alt det lort, der ligger og flyder nede i gården…hvordan gør vi det?. Få folk til at føle ansvar for det område de bor i, og de mennesker, de bor der med. Være mindre afhængig af systemet, gøre mere selv. Instant Hygge, anyone?
Og pointen, der hvor det adskiller sig fra klassisk demokrati, er, at det ikke nødvendigvis skal være flertallet, der træffer beslutningerne, men de folk, der har forstand på området, eller endda blot de folk, der brænder for det. Jeg nævnte eksplicit teknokrati flere gange, men han insisterede på, at det ikke var det, han talte om. Eksempelvis mener han, at det lige så godt kan være den lokale bondemand, der planlægger åens forløb som forskere fra DTU.

Han erkender, at det ikke løser alle problemer, men hans håb er, at hvis man kan få 20% af befolkningen til at tænke i de baner, så er der kritisk masse, der vil kunne vende udviklingen.

Jeg følger ham langt hen ad vejen. Og som med diskussionen om socialisme vs kapitalisme, så holder Churchills citat ikke nødvendigvis: bare fordi vi ikke har fundet det endnu, betyder det ikke, at det ikke eksisterer.

Så endnu engang stiller jeg spørgsmålet: er det tid til noget nyt?