Dyb(t) blå (genindfør dødsstraffen)

Dyb blå. Farven på min elskede konfirmations-mountainbike. Og på min ikke-helt lige så elskede Avenue, der i går blev stjålet. Det må være den dybe blå, der forståeligt nok hypnotiserede dem.

Det er første gang i mine ca. 11 år i København, jeg har fået stjålet en cykel. Det var min tid. Parkeret på Hovedbanen natten mellem fredag og lørdag, beder man (åbenbart) selv om det, kædelås eller ej.

Så hvad sker der nu? Nu vil jeg begynde et langt og omstændigt stykke lobbyarbejde og iværksætte landsdækkende reklamekampagner for at få dødsstraffen genindført. For en meget specifik gruppe af mennesker. Åhhh, hvis bare man var religiøs, så man kunne ringe til Helvede og forudreservere deres særlige plads dernede (henne, oppe?).

Men først vil jeg GÅ ned og kigge på en ny cykel. Heldigvis kan det også have sine fordele.

IMG_2720

En gåtur i parken

Det er bare livets fakta.

Det kunne man sikkert sige om meget på disse sider. Men sådan er det altså. Det er mine sider, mine fakta, mine banaliteter.

F.eks. så jeg i dag en buschauffør stoppe sin bus, stå ud af den, kigge lidt til begge sider, og så bære en låst cykel fra buskadset ind i bussen og køre igen.

Jeg kan også fortælle, at jeg har en dårlig vane. Når der er lidt tilbage, tager jeg det sidste. Drikker det sidste danskvand, bruger det sidste toiletpapir (men husker at hænge en ny rulle op…hvor svært kan det være, for fuck’s sake!?), spiser de sidste poletter. Så er der jo ligesom ryddet op, gjort klar til en ny omgang. Rester, siger du?

Jeg synes Information skriver for mange gode artikler, som man ikke kan at læse.

Jeg undrer mig over, at jeg nogle gange kan høre havet, når jeg bider tænderne sammen.

Jeg mener, at man burde kunne sove alle steder i naturen, da:der er for langt altid at køre hjem, og man ikke altid har en kæreste, ven, bror, el. i nærheden, man kan crashe hos. Så enten skal vi altid sige ja til folk, der har brug for et sted at sove, eller også skal vi opfinde en lommesovepose, man kan have med overalt. Har vi overhovedet brug for et hjem?

Og så er det ligesom om, jeg tror, at hvis jeg nu bare lige overhaler ham der, hende der, ham der og ham der, så har jeg overhalet dem allesammen.

Så derfor får I denne. Som på en måde på én og samme tid deler vandene i to og siger det hele.

IMG_6149

Tråd

I det nye tusmørke sidder jeg og glor. Ankommet fra det gamle.

En mørk morgen på cykel ud af Åboulevarden er du og jeg en del af et fællesskab. Jeg har lige hilst på dig, overhalet dig. Sammen ser vi øjnene på de silhouetter, som mørket kun næsten formår at holde skjult. Vores dystre tanker, vrede, kedsomhed, håbløshed, jalousi, afmagt, frygt. Alle er de væk for en stund med vores tråd og bremsen. Når vores flok zigzaggende men mærkeligt tæt finder rytmen og bemægtiger sig vejen. Jeg drejer af. Tak for turen.

Måske er det ikke et fællesskab der kan grine. Men et fællesskab der altid vil være der. Et af dem der forstår. Et af de naturlige. Når nu ikke alt i livet kan være det.

IMG_8392