I et udmærket debatindlæg stiller en ung gut ved navn Jonathan Koksbang spørgsmålet:
Hvad har tigre, polarræven og albums til fælles?
Mon ikke han mener, at alle tre er ved at uddø. Jeg er enig i Jonathan Koksbangs betragtninger så langt, at albummet er vigtigt at bevare. Nogle numre kan være halvdårlige for sig men give glimrende mening i en albumkontekst. Enig i at vi generelt har svært ved at fordybe os, og at det er et problem, og enig i, at man bliver hjernedød af kun at høre hits. Enig.
Men jeg er uenig i, at CD’ens død vil betyde albummets død; at kun hittet vil bestå. For os der (også) hører nichegenrer som dødsmetal eller vanvittig acid rave, har det altid været en “kamp” mod hittene. Men musikken er blevet udgivet og har fundet vej til mine ører alligevel. I min optik er der altså mere en tale om en kamp mellem niche og hits end mellem albums og hits. Spørgsmålet er: interesserer man sig for musik, eller hører man bare det, de spiller i radioen?
Det er svært at overleve som nicheband. Det er der ikke noget nyt i. Som lytter skal man kæmpe lidt for at finde det gode niche-shit, men tjenester som Youtube har vel bare gjort denne kamp væsentligt lettere? Ligeledes er det vel blevet langt lettere for nichebands selv at udgive deres musik nu end for 10 år siden? (under Distortion virker det som om, der findes flere folk i København i cowboyskjorter der laver dippedutmusik, end folk der sætter mursten ovenpå hinanden som levebrød)
Som jeg ser det, har nichebands altså med værktøjer som Youtube og selvudgivelser en kæmpe mulighed for at bringe deres musik ud af nichen. Jeg kan sagtens forstå folks bekymrking omkring eks. iTunes og Spotify: centrale (og af og til censurerende) tjenester der kontrollerer hvilken musik, der skal udgives og til hvilken pris. Det er et kæmpe problem. Men det er vel ikke anderledes, end da det tidligere var en håndfuld pladeselskaber, der sad på magten?
Søren (var det vist) der engang lidt klogt sagde: Der er vel ingen naturlov, der siger, man skal blive rig som (musik)kunstner?
Nichemusikken længe leve.
PS. Jeg får generelt ikke min musikinspiration fra hverken tv, radio, Spotify eller iTunes. Jeg får den fra musik-sider og -blogs som Gaffa, Soundvenue, Pitchfork, Fat Berri’s, Hypemachine og kunstnernes egne hjemmesider; fra festivaller som Roskilde, Strøm og Stella Polaris; at gå i byen og ikke mindst fra mine venner (hvorfra de får den, ved jeg ikke altid, men Jeppes jodlemusik kunne godt antyde mørke og uhellige steder).
Det knapt så unikke snefnug 