Lige som laser

Sådan stod de. Sådan stod vi. Hævifolket. Til Opeth-koncert.

Nu er Opeth jo ikke rigtig hævi, men dødspop. Men det ændrer ikke ved, at temaet er sort og død, og at hævifolket var stærkt repræsenteret. Men stille har hævifolket ikke altid stået.

Der var engang. Hvor man hjemme i Næver enten hørte hævi eller hiphop. Altså enten var Cyanotic de lokale guder, Air Pollution med Michael Andersen støjede i radioen hver onsdag aften, og man gik til slamdance med Dawn, Gorefest og Sick of it All i Ridestalden, eller man pustede sig op i dynejakke foran Exxos i Jernbanegade.

Hvor man ikke stod stiv og knapt turde bevæge hovedet. Frem og tilbage, frem og tilbage….frem. Og tilbage. Sådan gør man. Headbanging hedder det.

Hvor man ikke stod stille af frygt for at lave fejl; for at skille sig ud og ligne en tosse. Men rettere væltede rundt i lasede Brutal Truth-tshirts på et “dansegulv” med 4-5 andre, der ikke var bange for at ligne idioter og høre “det er tre dage senere og mine ører piver stadig”-høj musik. Pointen er nok, at man ikke tænkte over, om man lignede en idiot (måske af den simple grund, at der ikke var nogen piger med til koncerterne, men piger var jo alligevel uopnåelige og dermed slet ikke på radaren).

Er de tider ovre? Eller findes der steder, hvor 15-årige vælter rundt i kikset tøj og skaber sig åndsvage? Uden at det skal handle om duller, breezers og øretæver. Jeg er sådan set ligeglad, om det er til dødsmetal eller umtji-umtji, bare den slags børn stadig eksisterer. Findes I? Hvor leger I? Gør man stadig det? Må man stadig det?

Vi danskere er rædselslagne for at lave fejl, sagde Melissa for et par år siden. Men jeg synes det er blevet værre, siden jeg var barn (jaja, bare vent, snart begynder jeg med, hvor meget bland-selv-slik, man kunne få for en tier). Eller også tænker jeg bare mere over det.

Men hvis det nu ikke kun er det, så var I, kære metalhoveder, jo netop dem, jeg havde sat min lid til. Jer i sort t-shirt og sort sind, der (endnu) ikke er blevet suget ind i økologiske blue berry muffins, ingefærsdrinks og ironisk distance på Vesterbro (eller for den sags skyld bare lange sorte støvler, nitter og fyrre lag øjenskygge). Som visse knapt så unikke snefnug.

Så sådan stod vi altså. Til Opeth-koncert. Lige som laser.

Nedenfor: hvordan vi kunne have stået (billedet er fra sidste års Copenhell).

PS. Trods bevidsthed om at den slags aldrig virker, når det bliver gengivet, kommer her et par af forsangerens indfald:

  • I guess all our songs are bleak. The day we make songs about going dancing on a Saturday night, I think it’s time to close the band……This next song is about dancing on a Friday night.
  • This next song is about death. Like all our songs.
  • [Forsangeren giver os fingeren] Do you know what this means? It means we have one song left. [fyr fra publikum råber “SLAYEEEEEER!”] Now it doesn’t mean that anymore.
  • We play shows all over the world and I have to say, when I see people showing up, it gives me hope in the future of music. We don’t have explosions, naked women or anything like that. We don’t even have midgets. We’re just 5 ugly guys. ….. en fyr fra publikum råber: “But a couple of midgets wouldn’t hurt!!!”

700 kr for 3 min

3 minnutters smadder.

Alle burde prøve et mosh pit. Alle mænd i stramme jeans og vest-beklædt krop med et gran af maskulinitet tilbage burde gøre det.

Det er ren smadder. Sydstats-grindcore-tosser i stråhatte og bare tæer råber og skriger og ødelægger verden, mens vi får mulighed for at lufte stenaldermanden.

Det giver heldigvis intet stof til eftertanke. Bare blodsamlinger i håndfladerne og støv i lungerne.

PS. Og apropos tosser, så var der jo ham her i dag: kommentarerne på siden siger vist alt, og jeg er generelt HELT enig i dem. Men jeg kunne alligvel godt tænke mig at se hvor cool nok og kun 6 timer om året det hele er, når Brutal Truth og Immortal stiller op på Istedgade og smadrer verden.