Land af vask og ost

Albanien. Her er et land hvis indbyggere elsker smeltet ost (djath) næsten lige så meget som de elsker Mercedes. Og ikke mindst at få vasket (lavazhet) deres Mercedeser: Vores land sejler, og jeg bor i et blikskur, men hvad gør det, hvis min bil er ren!?

På første dag i Tirana blev jeg holdt i hænderne af to gamle mænd, fik elevatorblikket adskillige gange af samme unge fyr hånd i hånd med en anden fyr, mens de lige skulle spørge om noget. Jeg blev kysset to gange på hver kind og var millimeter fra at blive kysset på munden af en charmerende ung mand med to kun fortænder og halvrådne af slagsen. Under aftensmaden blev jeg naturligvis omfavnet og kysset på kinden af en lille gadesælgende dreng. Barcelona og Buenos Aires, gå hjem og vug: homoeventyret starter og slutter i Tirana.

På tredje dag i de albanske alper Nordalbanien fandt jeg ud af præcis hvor tæt man kan komme på at kaste op af en person, der stinker af hvidløg. Altså ud over hele kroppen. Det hjælper ikke at bumle rundt i en varm furgon samtidig. Jeg fandt også ud af, at man i denne del af landet med pæn sandsynlighed vil blive slået ihjel for at kigge på bondemandens kone (der naturligvis tilbringer morgen til aften i køkkenet for at lave mad til alle gæster). Rart at folk går op i noget, men alligevel.

På femte dag i Albanien fandt jeg ud af, at det minimum på ét punkt er præcis ligesom Vietnam. Masser der bevæger sig med offentlig transport (bus eller furgon) skal underholdes og hvilken bedre måde end folkesange blandet med techno skruet op på max volumen.

Generelt kan man sige om Albanien:

  • Det er ufatteligt smukt: bjerge og strande som på film.
  • Det er ufatteligt billigt: en tier er en fair pris for en pizza, ik’?
  • Folk er nogle ufatteligt store miljøsvin: ja, mor til fire, lær dine børn at kaste bananskralder, slikpapir og tomme chipsposer ud af vinduet på den kørende bus. Det er helt rigtigt.
  • Vær ikke bange for stenskred og væltede lastbiler på små bjergveje: buschaufføren skal nok finde en vej udenom!
  • Hvis man kan lide piger i høje hæle, korte shorts, palietter og i det hele taget ting der blinker og dytter, er Tirana stedet at opholde sig (*host host* – ingen nævnt, ingen glemt).

Hvad Albanien mangler i infrastruktur og strukturfacisme, gør de op for i hjælpsomhed, venlighed og åbenhed. Gange 10. Du går på bar, bestiller to øl, får pludselig gratis rejer og to store øl, du ikke har bestilt. Du tænker: Så fint de lige plovede os der, indtil du opdager, at de faktisk ikke engang vil have penge for de første to øl, du bestilte.

Bare lad være med at tage billeder af gamle mennesker. De knytter næven og råber af dig, fordi de tror, du er spion fra det kommunistiske styre (soooooom døde for 22 år siden)

Endeligt vil jeg sige, at maden i Albanien er dårlig. Så er det sagt. Den er dog som sagt også billig og fuld af smeltet ost, hvilket vel må være en formildende omstændighed. Skulle du alligevel forsøge dig med lidt grøntsager eller måske bare et par vindruer, så forbered dig på en dag eller to på kummen med den forkerte konsistens bagi. Her kan lykken dog pludselig ramme som et lyn lige midt i maven med en hånd for panden og passende lavmælte stønnelyde, der – hvis resten af Albanien og evt. dit selskab har gjort, hvad de skulle – gør, at du næsten glemmer, hvorfor du sidder der.

Faleminderit, er vist det man ville sige på shqip.

IMG_7313

Scrollfrygt

Jeg kiggede på dagens program på telefonen: indberetning af moms, kode ebøger, en masse lejlighedsfremvisninger og sushi med en ulv.

Jeg skulle lige til at scrolle ned og kigge på morgendagens program men tøvede så. Jeg turde ikke. Eller det ville i hvert fald ikke være behageligt.

Jeg har en (irrationel) frygt for fremtiden. Hvad nu hvis der ikke er noget på programmet? Eller det, der er på programmet ikke er godt eller sjovt? Hvis turen til Skærgården bliver fuld af myg, hipstersvenskere og småskænderier? Hvis de ukendte navne på Strøm-festival med god grund forbliver ukendte? Det nye arbejde for svært, for kedeligt, for corporate? Turen til Albanien besværlig og uinspirerende? Hvad nu hvis jeg ikke kan være sikker på, der er noget at glæde mig til?

Jeg har brug for ting at glæde mig til, før jeg har det godt. Men hvorfor antager jeg automatisk, at de nok ikke kan leve op til forventningerne?

Næh FORtiden, dén er tryg; dér ved man, hvad man har. Der er det jo ligesom overstået og intet eller ingen kan tage fra en, at det gode i livet skete.

IMG_1523