I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.
Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.
Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.
Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.
Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.
PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.
PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.
Det knapt så unikke snefnug 