Jeg er heldigere end en hest, for jeg er voksen og kan gøre, som jeg har lyst til, tænkte jeg, mens jeg lumskede (!) rundt i mit køkken og lavede toast.
Det paradoksale (vanvittige) er, at jo mere voksne folk bliver, desto færre toasts laver de tilsyneladende. Et toastparadoks, om du vil.
Hvis jeg nu en dag skulle være he-he-he-heldig nok til at få børn, skulle jeg så holde op med at lave toast?
PS. Det er nok bare mig, der er lidt 1993: der er vel ingen forældre i dag, der laver et godt, hjemmelavet måltid som en toast mere!?
PPS. Jeg må erkende, at jeg kender nogle ret seje voksne, der stadig laver toast i ny og næ. De hedder Mor og Far.
PPPS. Til gengæld blev jeg både overrasket over hvor lidt toast, der var over mig, og forarget på to mennesker, der gik rundt ude på den måske frosne sø i Kildevældsparken: Hvad nu hvis isen slet ikke er sikker? Hvordan redder jeg dem i land NÅR de lige om lidt brager igennem? Hvad laver de dummernikker? Sikke en skål ansvar, hva’!?.
Det knapt så unikke snefnug 