je ne suis pas (encore) mort

Mens bloggen finder sine fødder og på én og samme tid føler sig smådeprimeret og lettet over at kunne sige “to studenterbrød” i stedet for deux croissants et un café noisette (og i det hele taget se meget forvirret ud), kan du kigge lidt på en munk, der reprazenter Munkebakken:

Nu hvor det er ude af verden, kan vi også lige genopfriske reglerne for ordene på disse sider:

• Jeg skriver først og fremmest for at opfylde mine behov, sekundært for at give dig en kort pause fra Word og Politiken.
• Jeg skriver, når jeg har noget at fortælle, stort eller småt, men vigtigt for mig. Seneste indlæg til trods er dette ikke min personlige Instagram-side med små, fine billeder af kaffe (eller mande-pizza (ad)).
• Jeg skriver altså om ting, jeg synes er vigtige. Det har tit handlet om kærlighed, dating og forhold, navlepilleri og melankoli, men de emner er – naturligvis – blevet sværere at skrive om, siden jeg har fået en kæreste. Som det stod så klogt for nyligt i en mail:

Tænker på om det ikke også er fordi dit liv netop ikke er så ego-centreret længere … forstå mig ret, mener ikke “egoistisk”! Men før var det kun dig som hovedperson i eget liv. Nu er der rigtig meget af livet, hvor man er to – på godt og ondt. Og det er ikke altid let at adskille, så man frit kan dele.

På mange måder havde det været bedst for alle parter, hvis bloggen havde været anonym, så den kunne være mere end bare næsten ærlig. Det virvar af tanker og følelser parforholdet bringer med sig, kunne beskrives langt mere detaljeret og spændende, hvis du ikke vidste hvem jeg – og for nogles vedkommende – hvem min kæreste var.

Så hvor efterlader det os, kære blog?

• Har jeg stadig brug for dig? Gu’ har jeg så!
• Minder du mig om, at jeg skal stræbe efter ærlighed? Absolut.
• Vil jeg love dig, at vi ses hver uge? Det hverken kan eller vil jeg
• Bliver vi glemt og gemt, så kun fremtidens mørkeste Internetarkæologer kan finde os? Oplagt, ja.
• Er du ok med det? Ja? Fedt.

Tak for din tålmodighed.

PS. Kommer det også stadig til at handle lidt om lister? Ja, for fanden.

Mænd og kvinder?

Nogle kan spise Taquitos fra 7-11 til aftensmad. Andre kan ikke.

PS. Ville du besøge Spasser Casa: en danskejet frikadellebod på en caribisk ø? Ville du bruge bookahooka.com?

Rotten

Endnu én lørdag, endnu én trappesten, tænker Martha, mens hun står for sig selv i den ene ende af gården og skurer løs på Nielsens trappesten. Hun er træt af dette liv, men synes ikke at kunne finde nogen vej ud, da det er det eneste, hun har lavet de sidste 23 år. Hvorfor! Hun betragter livet i gården. Det er den samme grå og kedelige gård, som det har været de sidste mange år. Selv om det er højt solskinsvejr, synes humøret i gården allige­vel helt i bund. Der er ingen folk ude, hverken i gården eller på terrasserne. De er sikkert taget på ferie eller til stranden, og hvorfor skulle de heller ikke det? Vejret er jo lige til det, og hvem gider at arbejde en lørdag eftermiddag? Pludselig springer Jensens dreng over trappestenen, og hun er lige ved at råbe efter ham, at han skal se sig bedre for, selvom han ikke engang har rørt trappestenen. I stedet fortsætter hun sit arbejde på den samme trappesten, hun har arbejdet på de sidste 20 min. Hvad mon han laver her alene? Hans mor og far er da taget på besøg i formiddags! Hun undrer sig og vil spørge ham når han kommer tilbage. Pludselig kommer drengen styrtende ud fra toilet­tet og råber så højt, at det kan høres selv i Marthas dybeste tanker. Martha, Martha! Der er en rotte på lokummet! Hvad er det dog han råber? En rotte på lokummet! Umuligt! Jeg har jo lige gjort rent derovre! Ud fra drengens forfærdede skrig, bedømmer hun, at det jo nok må være rigtigt. Så er der jo ikke andet at gøre end at gå i aktion! Hun kommanderer ham til at gå over og sætte foden for døren, så den ikke slipper væk. Imens skynder hun sig over til trappestenen, hvor hun for 5 min. siden sad stille og roligt og skurede. Hun tager gulvskrub­ben og skynder sig med bestemte skridt over til lokummet, hvor drengen angstfuldt står og venter. Åben så døren!, råber hun, imens hun overvejer hvad hun vil gøre, hvis rotten slipper uden for lokum­met. Men allerede med det første slag rammer hun rotten, og den ligger livløst på gulvet. Men, hvad er nu det! Rotten gør et lille spjæt. Et sidste forsøg på at undslippe Marthas gulvskrubbe. Vil den ikke? Hun vil give den endnu et slag, men pludselig slår en tanke hende. Rotten! Jeg er jo ligesom rotten. Vi er begge undertrykte, og alle forsøger at bestemme over os, slippe af med os eller lukke os ude. Der er ingen, der kan lide os, og vi hører ikke rigtig til nogen steder. Hun drejer rundt, taber gulvskrubben og løber tværs over gården. Man ser hende ikke før næste lørdag, hvor hun igen er ude at skure trappe. Der virker dog noget anderledes ved hende, som om der er et eller andet, der mangler.

Jeg vil ikke! Jeg vil ikke tænke på rotten! Lige siden den frygtelige dag har hun ikke kunne tænke på andet. Hendes sædvan­lige handlekraft og beslutsomhed er forsvundet; i stedet er hun blevet forvirret og fraværende og har i det hele taget ændret holdning. Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en episode på så få sekunder, kan ændre så meget i en persons liv, og hvad det er for et slags liv, hun lever. Den samme trædemølle hver eneste dag, klokkeslæt for hver ting jeg skal foretage mig hele dagen. Lave mad, gøre rent, vakse tøj, skure trapper og handle ind. Desuden forventer Nielsens, at jeg står til tjeneste 24 timer i døgnet. Der er ingen der vil vide af mig, og de er begyndt at sige mærkelige ting om mig i gården. Men hvad skulle jeg ellers lave? Det er jo det eneste, jeg kan finde ud af! Næste lørdag er Martha igen igang med trappestenen, da hun pludselig ser den samme dreng løbe forbi nøjagtig det samme sted. Hun husker straks hans forfærdede råb, hans nervøs stemme og hans sælsomme ansigtsudtryk, da hun forlod ham ved lokummet. Da deres blikke mødes, kan hun se, at op­level­sen også har gjort noget ved ham. Men hvad er det? Hun kigger grundigt på ham og ser et udtryk i hans øjne, som hun aldrig har set før. Han har det samme intetsigende blik, som hun kan genkende fra sig selv. Men der er også noget andet! Hun forsøger at tænke sig til, hvad det kan være, og pludselig slår det hende. Han kigger jo på mig, som om jeg er rotten.

 

Udgivet første gang forår 1995 til Brit Bentzen, dansklærer for 9.A. på Kalbyrisskolen i Næstved.

Blodet i bageriet

Til de amerikanske jøder og muslimer i FFEU (og andre interesserede), der ikke bryder sig om, at Danmark nu har forbudt slagtning uden bedøvelse, eks. halalslagtning:

Vi er en lille flok mærkelige mennesker heroppe i det mørke nord, der har besluttet at basere vores samfund på noget andet end religion. Det “noget andet” er eks. demokrati, videnskab, humanisme, uddannelse, velfærd, ligestilling, ytringsfrihed, osv. Og – desværre lidt for for nyligt – dyrevelfærd.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kan sætte mig ind i, hvorvidt og evt. hvordan et forbud mod halalslagtning krænker jeres religiøse følelser. Hvis I siger, at det gør det, må jeg jo stole på jer. Og stole på at det er slemt. Men som I har bemærket, har vi besluttet at eks. dyrevelfærd og ytringsfrihed vejer tungere end hensyn til religiøse følelser.

Vi forbyder ikke halalslagtning for at genere eller provokere jer. Jeg synes sagen her er langt mere klar end Muhammedkrisen, hvor der kunne tales for og imod. Såvel EU som USA kræver at dyret er blevet bedøvet inden slagtning ved eks. lammelse (stunning) (EU-dokumentation og USA-dokumentation). Desværre såvel EU pånær Sverige og nu Danmark (og ikke-EU-medlem, Norge) som USA villige til at gøre en undtagelse for jeres religiøse følelser (Go, Skandinavien!).

Det er korrekt, at ved korrekt halalslagtning skal kniven være meget skarp og snittet lægges præcist for at medføre så lidt lidelse som muligt. Og jeg tror ikke, at nogen – hverken fagfolk eller forskere i EU/USA eller jødiske og muslimske lærde – ved præcist, hvad den mindst smertefulde metode er. Men jeg vælger altså at sætte min lid til førstnævnte.

Selv hvis halal-metoden skulle vise sig at forårsage mindre lidelse, tror jeg denne og andre sager med religiøs kritik, eks. sagen om omskæring, sender et grundlæggende budskab: Danmark er ikke et land, hvor man kan spille religions-kortet. Det betyder ikke, at man skal såre folks følelser, bare fordi man kan: jeg stoler på jer, når I siger, det betyder noget for jer. Det betyder bare, at religion på ingen måde har en særrolle i det danske samfund (eller i hvert fald, at det ikke burde have en særrolle).

Det er sjældent en god idé at gøre noget til en “dem og os”-diskussion eller fremføre “hvis ikke I kan lide lugten i bageriet…”-agtige argumenter, men jeg ved næsten ikke, hvad jeg ellers skal sige. Det er sympatisk og endda en god idé at I har lavet et institut for etnisk forståelse. Der er uden tvivl brug for mere forståelse og tålmodighed i verden. Men i denne specifikke situation er jeg ked af at måtte sige: hvis I vil stå fast på, at jeres religøse følelser er vigtigere, end hvorvidt dyr lider, så ønsker jeg ikke at forstå jeres etnicitet.

PS. Jeg vil give Aminah Tønnsen for Islamisk Studiebogssamling ret i, at forholdene for og transport af dyr før de slagtes er meget vigtigere emner, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan forsøge at optimere på dette punkt.

PPS. Og påå-liiiiies, hvis nogen skulle komme i tanke om kære Marius: ét dyr vs mange millioner om året: det er overhovedet ikke en diskussion.

Autofokus

Låst på inderside og yderside. Føler hele verden kigger med, når det i virkeligheden bare er lille mig og dig. Bag knejsende mure.

Med den tanke frygter jeg ikke din fysik. Sådan er du ikke farlig. Måske er du slet ikke farlig. Frygter mest sygdom og slanger.

Vi skal gøre, hvad der gør os glade. I alle henseender. Alt andet virker latterligt. Men glad hvornår og i hvor lang tid? Gør hvad der gør dig glad nu, har aldrig hjulpet nogen, tror jeg, men bliver alligvel hængende i hovedet.

Måske skulle jeg skrive den bog. Skrive den med Scripler. Omringet af hård valuta, kan jeg skrive blog, og jeg kan skrive bog. Men det er som om, intet varer længe nok. Før eller siden kommer alt ud af fokus. Det bliver en kort bog.

Så hvis jeg inviterer dig ind i min korte bog, lover du så ikke at grine? Eller slå mig? Det kan ingen love.

Jeg er en del af Generation X. Det skal jeg lige love for. Hvad der naturligvis føles som den sidste generation med lidt tilbage på indersiden. Der er intet specielt ved denne tid og alligevel føles det som om, at herfra kan alt koges ned til patter og kærlighed. I fokus.

Jeg savner din hånd.

Skraldenyt

fuckyouverymuch-style:

• Problemet er ikke giraffer. Problemet er svin.
• Ville gerne se hvem denne blev lavet til.
• Tilbyd den mand asyl.
• De fik mig (desværre) til at klikke (suk, mænd er lette).
• Synes én af disse skiller sig ud.
• Ved ikke helt hvad jeg skal mene.
• OK
• Nobelt men nok lidt dumt.
• USAbsurd

Bobler

Flere bobler! Både dem fra Bubble Bobble og den slags, man gemmer sig i og ser verden anderledes igennem. Ikke så meget tyggegummibobler.

I en “gåtur hjem fra arbejde”-boble dæmpes alle lyde, og jeg føler mig fuld. Går derinde, kigger ud. Fuld. På vej hjem fra arbejde. Folk på gaden og deres hurtige cykler ligner sig selv. Det er helt klart mig selv, der er i boblen. Gad vide om de kan se den. Gå hjem! Det gør min kæreste også lige nu.

Alt ændrer sig i bobler. Ordene “Hagia Sophia” bumler og tumler gennem luften og er næsten udmattende at lytte til. Man skal passe på, hvor man går, når man er i en boble. Se og lyt skruet ned til et minimum, smag og lugt næsten væk. Kun spider senses der får hårene til at rejse sig ved et vinterstrejf, giver mig nys om, at mit blod optager mere ilt end normalt.

Arbejdsbobler er tit stålhårde og udmattende. De er som et af de mareridt, hvor en alligator næsten hapser dig. Når man vågner er man drænet og badet i sved. Nogle gange med tandmærker.

Skrivebobler hvor der er helt stille lige indtil Unknown ringer er de bedste. Fuck Unknown! Hvad nu? Forfra? Hvordan skaber man bobler? Gid jeg vidste det.

Fuldemandsbobler gælder ikke (lige nu).

Min erfaring med bobler er ikke enorm, men jeg tror, at alle bobler er gennemsigtige (for andre), stort set aldrig holder mere end et par timer, men til gengæld er næsten umulige at trænge igennem. Kør min fod over eller skyd en and, og boblen sprænger. De er måske hverken trygge eller varme eller lige så sjove som andre bobler, men der er en grund til at boble-coke er the number one drug blandt knapt så unikke snefnug.

Nyd dine.

Ydersiden af dug

Nogle gange er det ydre mere interessant end det indre. Ydersiden af dug, eksempelvis.

 

Økuller

Jeg kommer ik’ neeeeed!

Eller jeg kommer i hvert fald aldrig til at forlade Amager! Jeg nu både bor, arbejder, hobbyarbejder og spiller squash to forskellige steder på øen. Derudover ved alle at Amar-piger bare er lidt mere….sådan rigtige, I ved nok.

Vi vidste jo godt, at amarOrama hele tiden har haft ret! Så hvis I vil mig noget, kan I finde mig på Fair Play!

PS. Men Jaguaren har jeg altså ikke besøgt endnu. Og det er både fjollet og pinligt.

Det klør

Over det hele. Efter..

• Fototur i Murmansk
• Tokyos metro og Shinkansen
• Drikke øl og mojitos i trykkende varme i en swimmingpool i et meget varmt land.
• Amatørcowboysurfing i et meget varmt lands vand – uden hajer!
• Spise den bedste Maafe et sted i Vest/Midtafrika.
• Helikoptertur over Antarktis
• Drikke perfekt te hos Ghazanfar i Lahore
• Spise afsindig stærk tikka hos Amit i Bombay
• Besøge Tjernobyl
• Vandre i de norske fjelde
• Vandre i bjerge overalt
• Pan-American Highway (syd for Darién Gap), Sideways-style
• Besøge ITER når det er færdigbygget.
• Scootertur i Vietnam!
• Varmluftsballon over en afrikansk slette og hvorfor ikke Namibia?
• Høre ond, elektronisk musik på fabric i London – og nu vi er ved det, smid et Boilerroom oveni.
• Køre tværs over Mongoliets højsletter i en stor, fed Jeep.
• Drikke en alt for lille, men perfekt kold pilsner på en perfekt varm juli-aften i Paris.

Det er nu lidt over 11 måneder siden, jeg gjorde det, der burde være obligatorisk hvert år.