Tilsæt kun hjerne og fingre

Alt handler om programmering. Moren der var ved at give op i SuperBest, da hendes barn skreg sine lunger ud, syntes nok ikke det handlede om programmering. Faldet fra randen var sket mentalt, og det var kun et spørgsmål om tid, før hun fysisk ville kollapse ind over indkøbsvognen. Men også der handlede alt om programmering. Hun vidste det bare ikke endnu.

Programmering er at kontrollere sine følelser. Når man programmerer, må man ikke være sur eller vred. Du kan ikke være ked af det. Skal vi to være vrede eller kede af det sammen? Skal vi to stemme nej sammen? Være og stemme og snakke og lytte til der ik’ er mer’ at grine af. Vi kan også læse Anders And og høre Moderat, så der ikke er mere at græde af. Sådan er det vel bedst. Alt hvad der er bedst ender i dine arme men ikke i mine. Sådan er det værst. Sådan er programmering ikke.

Programmering er style set og netting set – bare sæt mig fri nu. Men ak. Det er kopier og deres referencer, der naturligvis ikke fortæller hele historien, men dog nok til at forstå, hvorfor programmering burde ske med en sten og et reb ved en bæk og hindbærbusk. Brændende.

En hest i et hus i en hob af sabler, der sluger sig selv og indekserer præcis hvert tredje hår på hestens snude. En overophedet ghettoblaster der spiller hits fra din barndom kun for pludselig at påstå, at den hellere vil være en pilskæv ambulance. 5 meter kloakrør gennem din stue og 100 timers meditation til en Judas Priest-koncert. Et stort, væskende sår midt i din sommersalat. Sådan er programmering ofte. Nu er du advaret.

Programmering er at få en på tuden. At tude af lykke over sin kode. Kode man elsker og kode man hader. Programmering er stolthed og pinlighed:

TODO: changing the value of e.g. originalStyle.name, e.g. originalStyle.name = ‘hej’, does not break the “verify changes copied back to original” ITs – why not?

Programmering er 12 millioner ord og forkortelser, du ikke kan leve uden men aldrig kommer til at se.

Programmering er at skrive dine og mine ord engelsk, uden fejl. Programmering er ikke på tysk. Vielen dank.

Programmering er den fineste orden og den mest sjuskede hovedrengøring, du nogensinde kommer til at sætte dit navn på.

IMG_5760

Reklamer

Dit netop

I din westernflække vil jeg tatovere netop disse ord.

Beviset for ingenting har intet at gøre med netop dit ingenting. Hvad betyder ingenting for dig? Intet.

Jeg forestiller mig netop dit kloakarbejde give frit løb for netop din tårekanal ned i netop min mund. Sådan smager netop dine atomer.

Jeg observerer netop dine grænser og forstår mindre og mindre, der kan mærkes mere og mere. Du kan mærkes mere og mere.

Når jeg trykker på knappen og hører netop dit ekko i din rumklang, giver du mig lyst til brændte mandler af netop dit maveskind. Dit netop perfekte maveskind; som jordens tur om solen er perfekt.

Når vi vågner i haven, hvor ingen andre kan bo, bli’r det netop din hånd i min hånd og dit hår i vores sol. Og netop dit netop, der stopper i mit øre.

IMG_6708

je ne suis pas (encore) mort

Mens bloggen finder sine fødder og på én og samme tid føler sig smådeprimeret og lettet over at kunne sige “to studenterbrød” i stedet for deux croissants et un café noisette (og i det hele taget se meget forvirret ud), kan du kigge lidt på en munk, der reprazenter Munkebakken:

IMG_7905

Nu hvor det er ude af verden, kan vi også lige genopfriske reglerne for ordene på disse sider:

  • Jeg skriver først og fremmest for at opfylde mine behov, sekundært for at give dig en kort pause fra Word og Politiken.
  • Jeg skriver, når jeg har noget at fortælle, stort eller småt, men vigtigt for mig. Seneste indlæg til trods er dette ikke min personlige Instagram-side med små, fine billeder af kaffe (eller mande-pizza (ad)).
  • Jeg skriver altså om ting, jeg synes er vigtige. Det har tit handlet om kærlighed, dating og forhold, navlepilleri og melankoli, men de emner er – naturligvis – blevet sværere at skrive om, siden jeg har fået en kæreste. Som det stod så klogt for nyligt i en mail:

Tænker på om det ikke også er fordi dit liv netop ikke er så ego-centreret længere … forstå mig ret, mener ikke “egoistisk”! Men før var det kun dig som hovedperson i eget liv. Nu er der rigtig meget af livet, hvor man er to – på godt og ondt. Og det er ikke altid let at adskille, så man frit kan dele.

På mange måder havde det været bedst for alle parter, hvis bloggen havde været anonym, så den kunne være mere end bare næsten ærlig. Det virvar af tanker og følelser parforholdet bringer med sig, kunne beskrives langt mere detaljeret og spændende, hvis du ikke vidste hvem jeg – og for nogles vedkommende – hvem min kæreste var.

Så hvor efterlader det os, kære blog?

  • Har jeg stadig brug for dig? Gu’ har jeg så!
  • Minder du mig om, at jeg skal stræbe efter ærlighed? Absolut.
  • Vil jeg love dig, at vi ses hver uge? Det hverken kan eller vil jeg
  • Bliver vi glemt og gemt, så kun fremtidens mørkeste Internetarkæologer kan finde os? Oplagt, ja.
  • Er du ok med det? Ja? Fedt.

Tak for din tålmodighed.

IMG_7913

PS. Kommer det også stadig til at handle lidt om lister? Ja, for fanden.

Rotten

Endnu én lørdag, endnu én trappesten, tænker Martha, mens hun står for sig selv i den ene ende af gården og skurer løs på Nielsens trappesten. Hun er træt af dette liv, men synes ikke at kunne finde nogen vej ud, da det er det eneste, hun har lavet de sidste 23 år. Hvorfor! Hun betragter livet i gården. Det er den samme grå og kedelige gård, som det har været de sidste mange år. Selv om det er højt solskinsvejr, synes humøret i gården allige­vel helt i bund. Der er ingen folk ude, hverken i gården eller på terrasserne. De er sikkert taget på ferie eller til stranden, og hvorfor skulle de heller ikke det? Vejret er jo lige til det, og hvem gider at arbejde en lørdag eftermiddag? Pludselig springer Jensens dreng over trappestenen, og hun er lige ved at råbe efter ham, at han skal se sig bedre for, selvom han ikke engang har rørt trappestenen. I stedet fortsætter hun sit arbejde på den samme trappesten, hun har arbejdet på de sidste 20 min. Hvad mon han laver her alene? Hans mor og far er da taget på besøg i formiddags! Hun undrer sig og vil spørge ham når han kommer tilbage. Pludselig kommer drengen styrtende ud fra toilet­tet og råber så højt, at det kan høres selv i Marthas dybeste tanker. Martha, Martha! Der er en rotte på lokummet! Hvad er det dog han råber? En rotte på lokummet! Umuligt! Jeg har jo lige gjort rent derovre! Ud fra drengens forfærdede skrig, bedømmer hun, at det jo nok må være rigtigt. Så er der jo ikke andet at gøre end at gå i aktion! Hun kommanderer ham til at gå over og sætte foden for døren, så den ikke slipper væk. Imens skynder hun sig over til trappestenen, hvor hun for 5 min. siden sad stille og roligt og skurede. Hun tager gulvskrub­ben og skynder sig med bestemte skridt over til lokummet, hvor drengen angstfuldt står og venter. Åben så døren!, råber hun, imens hun overvejer hvad hun vil gøre, hvis rotten slipper uden for lokum­met. Men allerede med det første slag rammer hun rotten, og den ligger livløst på gulvet. Men, hvad er nu det! Rotten gør et lille spjæt. Et sidste forsøg på at undslippe Marthas gulvskrubbe. Vil den ikke? Hun vil give den endnu et slag, men pludselig slår en tanke hende. Rotten! Jeg er jo ligesom rotten. Vi er begge undertrykte, og alle forsøger at bestemme over os, slippe af med os eller lukke os ude. Der er ingen, der kan lide os, og vi hører ikke rigtig til nogen steder. Hun drejer rundt, taber gulvskrubben og løber tværs over gården. Man ser hende ikke før næste lørdag, hvor hun igen er ude at skure trappe. Der virker dog noget anderledes ved hende, som om der er et eller andet, der mangler.

Jeg vil ikke! Jeg vil ikke tænke på rotten! Lige siden den frygtelige dag har hun ikke kunne tænke på andet. Hendes sædvan­lige handlekraft og beslutsomhed er forsvundet; i stedet er hun blevet forvirret og fraværende og har i det hele taget ændret holdning. Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en episode på så få sekunder, kan ændre så meget i en persons liv, og hvad det er for et slags liv, hun lever. Den samme trædemølle hver eneste dag, klokkeslæt for hver ting jeg skal foretage mig hele dagen. Lave mad, gøre rent, vakse tøj, skure trapper og handle ind. Desuden forventer Nielsens, at jeg står til tjeneste 24 timer i døgnet. Der er ingen der vil vide af mig, og de er begyndt at sige mærkelige ting om mig i gården. Men hvad skulle jeg ellers lave? Det er jo det eneste, jeg kan finde ud af! Næste lørdag er Martha igen igang med trappestenen, da hun pludselig ser den samme dreng løbe forbi nøjagtig det samme sted. Hun husker straks hans forfærdede råb, hans nervøs stemme og hans sælsomme ansigtsudtryk, da hun forlod ham ved lokummet. Da deres blikke mødes, kan hun se, at op­level­sen også har gjort noget ved ham. Men hvad er det? Hun kigger grundigt på ham og ser et udtryk i hans øjne, som hun aldrig har set før. Han har det samme intetsigende blik, som hun kan genkende fra sig selv. Men der er også noget andet! Hun forsøger at tænke sig til, hvad det kan være, og pludselig slår det hende. Han kigger jo på mig, som om jeg er rotten.

 

Udgivet første gang forår 1995 til Brit Bentzen, dansklærer for 9.A. på Kalbyrisskolen i Næstved.

Blodet i bageriet

Til de amerikanske jøder og muslimer i FFEU (og andre interesserede), der ikke bryder sig om, at Danmark nu har forbudt slagtning uden bedøvelse, eks. halalslagtning:

Vi er en lille flok mærkelige mennesker heroppe i det mørke nord, der har besluttet at basere vores samfund på noget andet end religion. Det “noget andet” er eks. demokrati, videnskab, humanisme, uddannelse, velfærd, ligestilling, ytringsfrihed, osv. Og – desværre lidt for for nyligt – dyrevelfærd.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kan sætte mig ind i, hvorvidt og evt. hvordan et forbud mod halalslagtning krænker jeres religiøse følelser. Hvis I siger, at det gør det, må jeg jo stole på jer. Og stole på at det er slemt. Men som I har bemærket, har vi besluttet at eks. dyrevelfærd og ytringsfrihed vejer tungere end hensyn til religiøse følelser.

Vi forbyder ikke halalslagtning for at genere eller provokere jer. Jeg synes sagen her er langt mere klar end Muhammedkrisen, hvor der kunne tales for og imod. Såvel EU som USA kræver at dyret er blevet bedøvet inden slagtning ved eks. lammelse (stunning) (EU-dokumentation og USA-dokumentation). Desværre såvel EU pånær Sverige og nu Danmark (og ikke-EU-medlem, Norge) som USA villige til at gøre en undtagelse for jeres religiøse følelser (Go, Skandinavien!).

Det er korrekt, at ved korrekt halalslagtning skal kniven være meget skarp og snittet lægges præcist for at medføre så lidt lidelse som muligt. Og jeg tror ikke, at nogen – hverken fagfolk eller forskere i EU/USA eller jødiske og muslimske lærde – ved præcist, hvad den mindst smertefulde metode er. Men jeg vælger altså at sætte min lid til førstnævnte.

Selv hvis halal-metoden skulle vise sig at forårsage mindre lidelse, tror jeg denne og andre sager med religiøs kritik, eks. sagen om omskæring, sender et grundlæggende budskab: Danmark er ikke et land, hvor man kan spille religions-kortet. Det betyder ikke, at man skal såre folks følelser, bare fordi man kan: jeg stoler på jer, når I siger, det betyder noget for jer. Det betyder bare, at religion på ingen måde har en særrolle i det danske samfund (eller i hvert fald, at det ikke burde have en særrolle).

Det er sjældent en god idé at gøre noget til en “dem og os”-diskussion eller fremføre “hvis ikke I kan lide lugten i bageriet…”-agtige argumenter, men jeg ved næsten ikke, hvad jeg ellers skal sige. Det er sympatisk og endda en god idé at I har lavet et institut for etnisk forståelse. Der er uden tvivl brug for mere forståelse og tålmodighed i verden. Men i denne specifikke situation er jeg ked af at måtte sige: hvis I vil stå fast på, at jeres religøse følelser er vigtigere, end hvorvidt dyr lider, så ønsker jeg ikke at forstå jeres etnicitet.

IMG_6722

PS. Jeg vil give Aminah Tønnsen for Islamisk Studiebogssamling ret i, at forholdene for og transport af dyr før de slagtes er meget vigtigere emner, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan forsøge at optimere på dette punkt.

PPS. Og påå-liiiiies, hvis nogen skulle komme i tanke om kære Marius: ét dyr vs mange millioner om året: det er overhovedet ikke en diskussion.