Rotten

Endnu én lørdag, endnu én trappesten, tænker Martha, mens hun står for sig selv i den ene ende af gården og skurer løs på Nielsens trappesten. Hun er træt af dette liv, men synes ikke at kunne finde nogen vej ud, da det er det eneste, hun har lavet de sidste 23 år. Hvorfor! Hun betragter livet i gården. Det er den samme grå og kedelige gård, som det har været de sidste mange år. Selv om det er højt solskinsvejr, synes humøret i gården allige­vel helt i bund. Der er ingen folk ude, hverken i gården eller på terrasserne. De er sikkert taget på ferie eller til stranden, og hvorfor skulle de heller ikke det? Vejret er jo lige til det, og hvem gider at arbejde en lørdag eftermiddag? Pludselig springer Jensens dreng over trappestenen, og hun er lige ved at råbe efter ham, at han skal se sig bedre for, selvom han ikke engang har rørt trappestenen. I stedet fortsætter hun sit arbejde på den samme trappesten, hun har arbejdet på de sidste 20 min. Hvad mon han laver her alene? Hans mor og far er da taget på besøg i formiddags! Hun undrer sig og vil spørge ham når han kommer tilbage. Pludselig kommer drengen styrtende ud fra toilet­tet og råber så højt, at det kan høres selv i Marthas dybeste tanker. Martha, Martha! Der er en rotte på lokummet! Hvad er det dog han råber? En rotte på lokummet! Umuligt! Jeg har jo lige gjort rent derovre! Ud fra drengens forfærdede skrig, bedømmer hun, at det jo nok må være rigtigt. Så er der jo ikke andet at gøre end at gå i aktion! Hun kommanderer ham til at gå over og sætte foden for døren, så den ikke slipper væk. Imens skynder hun sig over til trappestenen, hvor hun for 5 min. siden sad stille og roligt og skurede. Hun tager gulvskrub­ben og skynder sig med bestemte skridt over til lokummet, hvor drengen angstfuldt står og venter. Åben så døren!, råber hun, imens hun overvejer hvad hun vil gøre, hvis rotten slipper uden for lokum­met. Men allerede med det første slag rammer hun rotten, og den ligger livløst på gulvet. Men, hvad er nu det! Rotten gør et lille spjæt. Et sidste forsøg på at undslippe Marthas gulvskrubbe. Vil den ikke? Hun vil give den endnu et slag, men pludselig slår en tanke hende. Rotten! Jeg er jo ligesom rotten. Vi er begge undertrykte, og alle forsøger at bestemme over os, slippe af med os eller lukke os ude. Der er ingen, der kan lide os, og vi hører ikke rigtig til nogen steder. Hun drejer rundt, taber gulvskrubben og løber tværs over gården. Man ser hende ikke før næste lørdag, hvor hun igen er ude at skure trappe. Der virker dog noget anderledes ved hende, som om der er et eller andet, der mangler.

Jeg vil ikke! Jeg vil ikke tænke på rotten! Lige siden den frygtelige dag har hun ikke kunne tænke på andet. Hendes sædvan­lige handlekraft og beslutsomhed er forsvundet; i stedet er hun blevet forvirret og fraværende og har i det hele taget ændret holdning. Hun kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en episode på så få sekunder, kan ændre så meget i en persons liv, og hvad det er for et slags liv, hun lever. Den samme trædemølle hver eneste dag, klokkeslæt for hver ting jeg skal foretage mig hele dagen. Lave mad, gøre rent, vakse tøj, skure trapper og handle ind. Desuden forventer Nielsens, at jeg står til tjeneste 24 timer i døgnet. Der er ingen der vil vide af mig, og de er begyndt at sige mærkelige ting om mig i gården. Men hvad skulle jeg ellers lave? Det er jo det eneste, jeg kan finde ud af! Næste lørdag er Martha igen igang med trappestenen, da hun pludselig ser den samme dreng løbe forbi nøjagtig det samme sted. Hun husker straks hans forfærdede råb, hans nervøs stemme og hans sælsomme ansigtsudtryk, da hun forlod ham ved lokummet. Da deres blikke mødes, kan hun se, at op­level­sen også har gjort noget ved ham. Men hvad er det? Hun kigger grundigt på ham og ser et udtryk i hans øjne, som hun aldrig har set før. Han har det samme intetsigende blik, som hun kan genkende fra sig selv. Men der er også noget andet! Hun forsøger at tænke sig til, hvad det kan være, og pludselig slår det hende. Han kigger jo på mig, som om jeg er rotten.

 

Udgivet første gang forår 1995 til Brit Bentzen, dansklærer for 9.A. på Kalbyrisskolen i Næstved.

Reklamer

Dommedag (eller til der ik’ er mere at grine af)

Som vi efterhånden allesammen må vide ender jorden om to dage: 21. december 2012. Pånær for folk i en lille landsby i Frankrig.

Et oplagt spørgsmål er vel: hvor meget kan man tillade sig at grine af folk? Oplagt sjovt er det vel også, at for en stor del af jordens befolkning – folk der tager deres religion seriøst – kan der ikke være meget at grine af, da de bare har en anden dato som dommedag (gad vide hvilken?).

Men ud over at det i hvert fald umiddelbart virker oplagt at grine af denne disse besynderlige mennesker, der mener, at verden ender i overmorgen (sætninger, der fungerer i teorien, men som man bare aldrig hører i praksis), hvilke andre mennesker kan man så tillade sig at grine af?

I princippet er det jo aldrig pænt at grine af nogen (med mindre de selv beder om det – så er det vel det høfligste at gøre), men der må være nogen, der er værre at grine af end andre?

Det er vel tit enten arrogance eller manglende situationsfornemmelse, når latter bliver ondsindet? “Vi griner af jer, fordi I er så dumme, at I tror jorden går under i overmorgen!”. Og det er da dumt (mon ikke der i modsat fald var nogen udenfor religiøse kredse, eks. i banken der ville have rådet Poul og Lisbeth til at de da bare kunne få pengene i stedet for at låne dem, nu hvor jorden alligevel går under om to dage?).

Årsagerne til at folk siger og tror på fjollede ting som at jorden går under 21. december 2012 – vel at mærke uden at have noget som helst andet belæg for det end en gammel bog – kan vel overordnet inddeles i arv og miljø. Enten fødes med folk med et vist anlæg for blåøjethed, naivitet, godtroenhed, manglende intelligens, decideret dumhed. Eller også institutionaliseres, indoktrineres og hjernevaskes de. I mange tilfælde begge dele. Ja, og her sidder vi jo.

Jeg kommer ikke uden om min egen til tider modbydelige humor, der er på andre folks bekostning, men hvis jeg nu skal give mig selv en løftet pegefinger og forsøge at sætte en formel på, hvem det er ok at grine af, så må det være noget med, om man selv er herre over det. Og om man er stærk eller svag.

Heldigvis er det en win-win (lose-lose): hvis jorden går under i overmorgen, er der ingen af os snævertsynede, arrogante røvhuller tilbage at grine af. Hvis ikke, kan vi fortsætte med at cykle i modvind lidt endnu. Til der ik’ er mere at grine af.

IMG_4695

PS. Nogle mennesker griner aldrig af andre. Jeg kan kun have dyb undren OG respekt for dem.