Brosten og digitale kantsten

Det er ikke fordi, jeg er uenig med Amalie Kestler i, at nogle få stenkastende idioter ødelagde en demo/fest for flertallet sidste weekend (ja, der er lidt forsinkelse herinde for tiden). Hun skrev:

Helt ærligt. Som en af dem, der til enhver tid gerne bakker op om en happening og retten til at protestere for snart sagt hvad som helst, er det svært at finde kampånden frem efter sådanne episoder.

Jeg synes det er ærgeligt, hvis hun har svært ved at finde kampånden efter sådanne episoder. For det er jo ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Man skal bare lade være med at kæmpe for det ved siden af idioter, der kaster med sten.

For til tider kan man jo godt forstå og endda respektere folk, der går over stregen for at kæmpe mod en tanke eller et system, de mener, er fundamentalt forkert skruet sammen. Som jeg tidligere har sagt, mener jeg også, der er noget fundamentalt galt. Men så længe jeg kun har idéer til blogindlæg og ikke noget konkret at erstatte det nuværende med, så bliver de eneste sten, du ser mig kaste, digitale kantsten. Og i dette eksempel kastede idioterne næppe sten for at komme til orde på en talerstol og fortælle om elitært demokrati eller ressourcebaseret økonomi.

Men jeg synes tankeeksperimentet er sundt for alle os, der synes, det er komplet idiotisk at kaste sten mod politiet. Hvis Danmark var under kommunisme, nazisme eller måske Sharia, hvor mange fredelige protester til ingen verdens nytte ville du så gå i, før du blev træt og tog ufine metoder i brug? Det er jo ikke fordi, vi ikke alle har en grænse. Eller i hvert fald burde have en. At de fleste af os er kujoner og nogle tilfældigvis i bund og grund mener, at verden er fornuftigt skruet sammen, gør ikke eksperimentet mindre interessant eller relevant. Vælg selv dit mareridt.

Jeg synes, det er fair at kritisere stenidioterne, fordi det ikke er konstruktivt at kaste med sten, eller fordi den slags med al sandsynlighed ikke kan ændre noget på større skala. Og de er frustrerede, derfor kastede de. Og de er bare forkælede møgunger fra Gentofte, der ikke ved, hvad det betyder at have det hårdt. Og bla bla bla.

Men før det primære budskab blev brosten, var der en idé, der måske var værd at huske på. Et system der kunne kritiseres.

IMG_5354

Reklamer

Tommeltot søges

Hvis flertallet synes, det er ok at køre over for rødt ved højresving, skal det så være lovligt?

Hvis flertallet synes, det er en dårlig idé at betale skat, skal vi så droppe det?

Hvis flertallet synes, vi burde indføre dødsstraf, skal vi så gøre det?

Hvis flertallet synes, vi skal bruge alle pengene på at forske i Kecksburg UFO-hændelsen, skal vi så gøre det?

Jeg kan ikke undgå at studse over, at man igen og igen og igen – de sidste mange år – på det lovmæssige område ikke har hørt meget andet end, at vi nu har gennemført de nødvendige stramninger for at imødekomme <indsæt nyligt drama folket kræver hævn for>.

Hvor mange stramninger skal der til? Det er ofte flertallet, der ønsker stramningerne, men skal flertallet bestemme alt? Hvor går grænsen? Hvor stramt kan det blive? Det er et eksempel.

Hvilke typer af beslutninger skal træffes af flertallet? Og hvilke skal ikke?

Churchill og sikkert mange andre fulde af fornuft har bedt os om at passe på demokratiet. Det er noget værd, for det er hvem vi er. Men husk at vi også er bindegale, ignorante, irrationelle mennesker. Mennesker der skifter mening som vinden blæser.

Det er klart, at det irriterende korrekte svar ligger i sprog og semantik: Hvad betyder “skal”? Det kommer an på, hvem du spørger. Hvad er fornuftigt og godt for et samfund? Hvordan forklares godt uden en absolut som religion?

Men jeg synes det interessante korrekte svar er pist borte.

Jeg har en enorm trang til at sætte formel på ting. Kan det virkelig passe, der ikke er en formel til det her? Giv mig i det mindste en tommelfingerregel!

IMG_3369

PS. Problemstillingen er endda uden at overveje, om flertallet blot er 51%.

PPS. Jeg beklager de mange ubesvarede spørgsmål. Det er dårlig stil ikke at forsøge at besvare nogle af dem selv. Til dette har jeg ingen god grund.

PPPS. Jeg mener intet elitært eller fordømmende med mit indlæg. Blot en oprigtig nysgerrighed og søgen efter input til svar på spørgsmålet.

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

IMG_5904

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

MINE frikadeller!

Hvad er det folk er uenige i? Revolution eller ej, så synes jeg egentlig Per Clausen forklarer/uddyber det udmærket her. Som tidligere nævnt, hvem kan være uenige i, at det økonomiske system ikke fungerer godt nok i dag, at det måske er tid til noget nyt? Selvfølgelig er det fjollet at tale om at afskaffe politi og militær. Det fjerner jo totalt fokus fra det primære emne: ulighed.

Og uligheden stiger. Hvem er interesserede i det? Ingen, er min påstand. Jeg tror selv ikke den mest liberale, markedsanalyserende, SUV-busende yuppie i en fortrolig, ærlig og uprovokeret samtale ville ønske, at uligheden i samfundet skal stige. Inde bag de blanke Rayban-briller er jeg sikker på, der banker et lille, varmt hippie-hjerte, der er vokset op med at dele alt fra Lego til Lossepladsen.

Og som Bjørn så udmærket skrev i dag: det skal kunne betale sig at arbejde, hvis man ellers er i en arbejdsduelig forfatning. Når dette mål er opfyldt, så er der ikke nogen yderligere gevinst ved at øge uligheden i samfundet, tværtimod. Ulighed for uligheden skyld har ikke noget sagligt på sig.

Jo, yuppien har sine Escalades, Breitlings og kone og elskers silikonebryster at passe på. Men ud over at han risikerer at skulle bruge flere penge på bl.a. sikkerhed mod de fakkeltændende og løsesumskrævende masser, så tror jeg det er de færreste, der helt ærligt ønsker større ulighed. Måske er de blot fanget i et ondt loop af skinnende flader, grådighed og misforstået beundring.

Når det kommer til stykket, tror jeg et af problemerne er, at når først skatten har været sat tilstrækkeligt langt ned én gang, så bliver folk til pattebørn, der vil have den sænket igen. Ikke fordi de har brug for det, men fordi “de har ret til det”. Det er MIN penthouse-lejlighed…MIN!!! Det tror jeg desværre kan ske for os alle.

Men sæt skattediskussionen i en dagligdagskontekst og se det absurde i den: tag til sammenskudsgilde (!) og insistér på at du skal have så mange frikadeller, at der ikke er nok til alle, blot fordi du har haft dem med. De andre kunne jo bare have taget nogle flere med selv, ikke? Sådan noget giver kun mening i et barns optik. Uden omtanke, uden sund fornuft.

Mikael Rothstein kalder det arrogance og begær. Jeg kalder det rimelighed fra en 3-årig.

Hvad skal redde vores kollektive røv?

Dette fik en mig til at tænke en gammel tanke:

Det bliver kunst og kultur – alt det bløde – der skal redde Danmarks røv de næste 30-40 år.

Ikke mikrochips, procesoptimering eller vandkraft, men ting som det her, det her, det her, det her, det her, det her eller det her. Måske også lidt mellemhård samfundsvidenskab.

Det er det vi kan, der vi skiller os ud. Alt det hårde kan 2½ milliarder kinesere og indere også. Og lige om lidt (nu?) bedre end os.

Tid til noget nyt? (part deux)

Efter hvad der nu må være 3171. date, en hyggelig gåtur på Christianias volde, skulle hovedet lige renses lidt. Med halv dårlig samvittighed (ikke halvdårlig) og halv ærefrygt for marathonfolket, lykkedes det mig at finde vej til mit tophemmelige gemmested. Her kunne jeg lukke øjnene, få våde fødder og spekulere over hvordan jeg mon fik chokolade-pletten fra Champagnebrusen af den fine, hvide I Bike CPH-tshirt (måske en idé til en tøj-kollektion: Dine yndlings-tshirts med pletter på!…kan man blive andet end glad, hvis man ved at pletten stammer fra en Champagnebrus?).

Men det blev ikke til lukkede øjne længe, for i dag var der gæster i hulen, David (ikke ham med pandekagerne), som havde valgt at nyde søndagssolen med en joint. Meget chill, meget søndag og meget meget hyggeligt.

I skarp kontrast til daten, hvor det denne gang var mig, der lidt stift fik fyret en række jobinterview-agtige spørgsmål af, forløb samtalen med David meget afslappet, helt og aldeles naturligt. Vi talte om præcis de ting vi havde lyst til, uden bekymring om hvilket lys ens holdninger blev set i. Uden at se sig selv udefra.

Jeg ved ikke, om det var solstrålerne, der gav os energi, men det var de helt store emner, der blev vendt, eksempelvis samfund og styreformer. David er under den opfattelse, at demokratiet har spillet fallit. Ikke “blot” kapitalisme og det moderne populistiske politiske system, men demokrati som koncept. Han mener, at der er for store interesser, der ønsker status quo til at tro på at demokrati kan løse verdens problemer (fattigdom, forurening, osv.).

Og hans alternativ? Som jeg ikke mener er obligatorisk i en kritik, men naturligvis styrker ens sag. En form for lokal-styre, hvor den enkelte by, bydel, gade, boligforening, ja det enkelte menneske, er tvunget til at tage mere ansvar, til at tænke mere. Vi skal have fjernet alt det lort, der ligger og flyder nede i gården…hvordan gør vi det?. Få folk til at føle ansvar for det område de bor i, og de mennesker, de bor der med. Være mindre afhængig af systemet, gøre mere selv. Instant Hygge, anyone?
Og pointen, der hvor det adskiller sig fra klassisk demokrati, er, at det ikke nødvendigvis skal være flertallet, der træffer beslutningerne, men de folk, der har forstand på området, eller endda blot de folk, der brænder for det. Jeg nævnte eksplicit teknokrati flere gange, men han insisterede på, at det ikke var det, han talte om. Eksempelvis mener han, at det lige så godt kan være den lokale bondemand, der planlægger åens forløb som forskere fra DTU.

Han erkender, at det ikke løser alle problemer, men hans håb er, at hvis man kan få 20% af befolkningen til at tænke i de baner, så er der kritisk masse, der vil kunne vende udviklingen.

Jeg følger ham langt hen ad vejen. Og som med diskussionen om socialisme vs kapitalisme, så holder Churchills citat ikke nødvendigvis: bare fordi vi ikke har fundet det endnu, betyder det ikke, at det ikke eksisterer.

Så endnu engang stiller jeg spørgsmålet: er det tid til noget nyt?

Ubetinget hippiehed

Det er vist på tide, jeg fortæller lidt om it-hippierne. Maitri hedder de. Eller “vi” må jeg hellere sige, selvom jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle kalde mig selv en hippie. Eller, drømt om det, jo, troet på, nej. Men de næste par minutter lader vi i hvert fald lige som om.

Med i det er jeg i hvert fald. Og hvad er det så, jeg er med i? For mig at se er vi en, lige nu, lille gruppe mennesker, i en eller anden form under kategorien nørder (og en yogapige!), der er gået sammen for at sige:

  • Verden er ikke lige godt skruet sammen på alle punkter. Det vil vi gerne være med til at ændre.
  • It-konsulenter (som mig selv) er ofte overbetalte.
  • Arbejdsforholdene for it-konsulenter kan være crap.
  • Kvaliteten af it-konsulenters arbejde er ikke altid lige god, ofte pga. pres fra kunden.
  • Der er plads til dig og brug for dig, selv om du ikke kan (eller vil) arbejde 40 (50) timer om ugen.

Den korte version er, at vi vil tjene nogle penge, til en anstændig pris og på en ordentlig måde, sætte nogle af dem til side i en fond, og – når der står penge i fonden – bruge pengene til at arbejde gratis for velgørende formål. Hvor stor en procentdel, hvem der gør hvad, hvad et velgørende formål er, og hvem der stikker af med pengekassen til Haiti, kommer vi forhåbentligt meget tættere på i morgen på et kort 12-timers intermezzo hos Peer i Valby.

Præcis hvad min rolle i Maitri bliver, ved jeg mere om i morgen aften efter mange fine ord og kosmiske kram (17-18: pause, kage og yoga, jeg sagde det jo!). Men jeg kan mærke, at dette nok er det, der kommer tættest på at have givet reel, længerevarende mening i mit liv. Noget at brænde for.

Forresten, så er Maitri sanskrit og betyder ubetinget venlighed. Tal om højt op.

Kan man bygge it med kærlighed?

PS. Det er ikke resourcebaseret økonomi, men som altid, små skridt.