Facit

Jeg forstår naturligvis religiøses trang til lister, og måske egentlig også trangen til et facit. En vished om, hvad der er godt at bruge tid på, og hvad der er skidt at bruge tid på. Med den viden ville livet vel både være lettere og måske mere tilfredsstillende, fordi man kunne føle, at man arbejdede mod et mål og kunne spore frem- og tilbagegang.

For nok kan jeg – og du – sige, at noget føles godt, og derfor skal jeg gøre det, men følelsen af, at jeg minuttet eller dagen efter kan skifte retning, virker som minimum ikke særligt elegant – sådan i matematisk forstand. Der er noget smukt ved at betragte sit liv som et sejlskib på havet, der nogle gange kastes rundt i bølgerne, men der er også noget underligt og farligt over at kontrol, retning og formål ikke findes.

En af sekularistens, humanistens og ateistens (man fristes næsten til at sige satanistens) fornemmeste erkendelser er, at spørgsmålet om mening ikke giver mening og i bedste fald, at svaret er op til den enkelte. At følge vores lyster indenfor rimelighedens grænser, dvs. uden at skade andre, og sørge for at have det så godt som muligt, mens vi lever, fordi intet tyder på, at vi får lejlighed til det, når vi er døde.

Men om det, der vil gøre livet bedst for mig, er at udvikle en genial ebogs-app, der hjælper fattige med at lære at læse, at få børn og være omgivet af kærlighed, eventyr og bløde sofaer eller noget helt tredje, er helt og aldeles umuligt at vide. Måske fordi svaret er, at det er alle eller ingen af delene. Eller er det uforudsigeligheden, der driver mig til vanvid? Måske er det, at det hele er så fandens uvidenskabeligt, fordi vi stadig har en så ringe forståelse af hjernens belønningssystem (men det hjælper min kæreste os heldigvis med at blive klogere på!).

Så det bliver noget med valg og erkendelser og at prøve sig frem. Med de fantastiske (adverbiet) konsekvenser det fører med sig. Problemet er, når man først har erkendt, at et facit ikke kan findes.

IMG_20140726_221716

Tilsæt kun hjerne og fingre

Alt handler om programmering. Moren der var ved at give op i SuperBest, da hendes barn skreg sine lunger ud, syntes nok ikke det handlede om programmering. Faldet fra randen var sket mentalt, og det var kun et spørgsmål om tid, før hun fysisk ville kollapse ind over indkøbsvognen. Men også der handlede alt om programmering. Hun vidste det bare ikke endnu.

Programmering er at kontrollere sine følelser. Når man programmerer, må man ikke være sur eller vred. Du kan ikke være ked af det. Skal vi to være vrede eller kede af det sammen? Skal vi to stemme nej sammen? Være og stemme og snakke og lytte til der ik’ er mer’ at grine af. Vi kan også læse Anders And og høre Moderat, så der ikke er mere at græde af. Sådan er det vel bedst. Alt hvad der er bedst ender i dine arme men ikke i mine. Sådan er det værst. Sådan er programmering ikke.

Programmering er style set og netting set – bare sæt mig fri nu. Men ak. Det er kopier og deres referencer, der naturligvis ikke fortæller hele historien, men dog nok til at forstå, hvorfor programmering burde ske med en sten og et reb ved en bæk og hindbærbusk. Brændende.

En hest i et hus i en hob af sabler, der sluger sig selv og indekserer præcis hvert tredje hår på hestens snude. En overophedet ghettoblaster der spiller hits fra din barndom kun for pludselig at påstå, at den hellere vil være en pilskæv ambulance. 5 meter kloakrør gennem din stue og 100 timers meditation til en Judas Priest-koncert. Et stort, væskende sår midt i din sommersalat. Sådan er programmering ofte. Nu er du advaret.

Programmering er at få en på tuden. At tude af lykke over sin kode. Kode man elsker og kode man hader. Programmering er stolthed og pinlighed:

TODO: changing the value of e.g. originalStyle.name, e.g. originalStyle.name = ‘hej’, does not break the “verify changes copied back to original” ITs – why not?

Programmering er 12 millioner ord og forkortelser, du ikke kan leve uden men aldrig kommer til at se.

Programmering er at skrive dine og mine ord engelsk, uden fejl. Programmering er ikke på tysk. Vielen dank.

Programmering er den fineste orden og den mest sjuskede hovedrengøring, du nogensinde kommer til at sætte dit navn på.

IMG_5760

Nørd til hest

Er alle computernørder anarkister? Det håber jeg. Det burde de i hvert fald være.

Vores arbejde består i at opbygge systemer. Kategori, konsistens, integritet, normalisering.

Tanken var på vores samlede tanker, der kan måles som elektrisk aktivitet i vores hjerner. Tænk (!) på alle de tanker, der går spildt. Tænk på alle de forelskelser, hjertesorger, selvindsigter og geniale idéer om forbedrede mikrolån og Hyperloops^2 der opstår for et splitsekund senere at forsvinde i baggrundsstøj.

Hvis disse tanker kunne opsamles og lagres i en database, kunne nørder arbejde på dem. Kategorisere, normalisere, granske. Nørderne skulle naturligvis være godhjertede og bruge dataundersøgelserne til gode formål. Sætte system i kaos med formål at hjælpe menneskeheden. Men hvad hvis der var onde nørder, der ville udnytte tankerne til at undertrykkelse, manipulation os og indsprøjning af reklamer i vores hjerner?

Jeg tror og håber, at alle mennesker har bare en minimal mængde anarkisme i sig. Det er især godt, at nogle har en stor mængde. De skal nemlig flå de systemer ned, som nørderne har bygget op. Og når nørderne engang bliver for dygtige, så håber jeg, hestene overtager.

IMAG0600

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

IMAG0058

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.

Protestantisme 101

Alle ved det kun er muligt at slappe af, hvis man har været en god dreng. Og en god dreng er man åbenbart kun, hvis man har været dygtig. Dygtig har man været, når man går hjem fra arbejde med en tom indbakke og perfekt indrykkede lister.

Og så er det jo, at det er soleklart, at hvis man har haft en hård og halvcrappy dag, hvor tingene ikke rigtig er lykkedes, så er det mest konstruktive at straffe sig selv! Som minimum bør man bruge den fine mulighed til tanke lidt op på dårlig samvittigheds-kontoen og bruge så meget tid som muligt på at spekulere over de nye spændende måder, det kan gå galt på i morgen.

Så det er altså sådan det er at være protestant: konstant dårlig samvittighed?

IMG_4609

PS. Når man som barn i fjerde-femte klasse går hjem og skriver dansk stil fredag eftermiddag, man har fået for en time tidligere, bare for at øve sig på, hvordan det vil være at gå til eksamen…, ja så står ovenstående vel ligesom skrevet i kortene.

PPS. Plan for weekenden: løsriv dig fra 20 års protestantisk-socialdemokratisk opvækst.

KategoRisk (Spillet om verdensherredømmet)

Der findes tre kategorier af ting. En af dagene må jeg lave en flerdimensionel kube af kategorier, ting findes i.

Her er de:

  • Ting til ændring
  • Ting i midten
  • Ting til accept

I den første kategori falder ting som lysten – og vel egentlig også lidt stolthed over stadig at have fandenivoldskheden (og naiviteten) – til at ville ændre verden. Ikke bare at acceptere, at Så’n er tingene nu engang og det’ der ik’ noget at gøre ved! Her ligger også lysten til at forbedre sig selv på åbenlyst negative punkter som stædighed, ego og jalousi. Blive bedre til at turde ting og gøre ting, fordi man har lyst til dem, ikke af pligt.

I den anden kategori falder det meste. Ting som at man spiser for mange chips og spiller for lidt squash, men måske godt kan leve med det. Ting som at man har et nogle gange lidt for stort socialt behov, men at det måske ikke nytter noget at forsøge at være som de andre. At ingen forhold er perfekte men at uperfekt måske er et godt sted at være. At man måske aldrig kommer til at kravle over de sejes hegn. At man lige nu ikke er i nærheden af at kunne nå sine tæer og måske aldrig kommer til at lære at lave en ollie.

I den sidste kategori falder Faktum og hans pisseirriterende familie: dødsfald, at man bliver dobbelt så gammel som dem på Roskilde, at man ikke kan rulle på r’erne (fucking Rodriguez, Rammstein og Guitarra) og alt der altid er pisselortemodvind i det her fucking land.

Jeg glemte en ting i den første kategori. Jeg kunne godt tænke mig at ændre, at det meste findes i midten og flytte noget til enderne. Det ville give fokus og gøre mit liv sjovere, nemmere, bedre – ligesom Windows 98, du ved.

IMG_6186

PS. Den anden dag tæntke jeg: hvordan kan det være, at måske den største frygt – for mange mennesker, tror jeg – er at blive glemt, når man er død. Underfnuggede vel åbenlyst inklusiv. Men man er jo død, så man kan ikke være bange. Så det må altså være i perioden umiddelbart inden døden, vi frygter at blive glemt. Hvor lang tid før døden? Lige nu er min største frygt i hvert fald ikke at blive glemt, men snarere ikke at træffe turde træffe de – for mig – rigtige beslutninger….Så, NU træffer jeg rigtige beslutninger! Se, sådan træffer det perfekte menneske rigtige beslutninger.

Formel

Det er som om jeg har en formel til at sætte trang på ting.

Få de røde sokker i den røde kasse og de blå i den blå. Så er der fred. Fred til hvad?

Hvad vil vi lære af et menneske? Om og af hinanden? Er 6234 meter langt? Overrask mig! Underhold mig! Det er nok bare kedsomhed.

Og hvad så? Skal man hele tiden være ægte? Hele tiden være noget for nogen? Kan jeg også bare se serier?

Du får tre gæt. Og tre af De Bedste. Det lover jeg.

Det er som om jeg har en trang til at sætte formel på ting.

IMG_6067

PS. Skal vi snolde eller skal vi bolle?