Facit

Jeg forstår naturligvis religiøses trang til lister, og måske egentlig også trangen til et facit. En vished om, hvad der er godt at bruge tid på, og hvad der er skidt at bruge tid på. Med den viden ville livet vel både være lettere og måske mere tilfredsstillende, fordi man kunne føle, at man arbejdede mod et mål og kunne spore frem- og tilbagegang.

For nok kan jeg – og du – sige, at noget føles godt, og derfor skal jeg gøre det, men følelsen af, at jeg minuttet eller dagen efter kan skifte retning, virker som minimum ikke særligt elegant – sådan i matematisk forstand. Der er noget smukt ved at betragte sit liv som et sejlskib på havet, der nogle gange kastes rundt i bølgerne, men der er også noget underligt og farligt over at kontrol, retning og formål ikke findes.

En af sekularistens, humanistens og ateistens (man fristes næsten til at sige satanistens) fornemmeste erkendelser er, at spørgsmålet om mening ikke giver mening og i bedste fald, at svaret er op til den enkelte. At følge vores lyster indenfor rimelighedens grænser, dvs. uden at skade andre, og sørge for at have det så godt som muligt, mens vi lever, fordi intet tyder på, at vi får lejlighed til det, når vi er døde.

Men om det, der vil gøre livet bedst for mig, er at udvikle en genial ebogs-app, der hjælper fattige med at lære at læse, at få børn og være omgivet af kærlighed, eventyr og bløde sofaer eller noget helt tredje, er helt og aldeles umuligt at vide. Måske fordi svaret er, at det er alle eller ingen af delene. Eller er det uforudsigeligheden, der driver mig til vanvid? Måske er det, at det hele er så fandens uvidenskabeligt, fordi vi stadig har en så ringe forståelse af hjernens belønningssystem (men det hjælper min kæreste os heldigvis med at blive klogere på!).

Så det bliver noget med valg og erkendelser og at prøve sig frem. Med de fantastiske (adverbiet) konsekvenser det fører med sig. Problemet er, når man først har erkendt, at et facit ikke kan findes.

Tilsæt kun hjerne og fingre

Alt handler om programmering. Moren der var ved at give op i SuperBest, da hendes barn skreg sine lunger ud, syntes nok ikke det handlede om programmering. Faldet fra randen var sket mentalt, og det var kun et spørgsmål om tid, før hun fysisk ville kollapse ind over indkøbsvognen. Men også der handlede alt om programmering. Hun vidste det bare ikke endnu.

Programmering er at kontrollere sine følelser. Når man programmerer, må man ikke være sur eller vred. Du kan ikke være ked af det. Skal vi to være vrede eller kede af det sammen? Skal vi to stemme nej sammen? Være og stemme og snakke og lytte til der ik’ er mer’ at grine af. Vi kan også læse Anders And og høre Moderat, så der ikke er mere at græde af. Sådan er det vel bedst. Alt hvad der er bedst ender i dine arme men ikke i mine. Sådan er det værst. Sådan er programmering ikke.

Programmering er style set og netting set – bare sæt mig fri nu. Men ak. Det er kopier og deres referencer, der naturligvis ikke fortæller hele historien, men dog nok til at forstå, hvorfor programmering burde ske med en sten og et reb ved en bæk og hindbærbusk. Brændende.

En hest i et hus i en hob af sabler, der sluger sig selv og indekserer præcis hvert tredje hår på hestens snude. En overophedet ghettoblaster der spiller hits fra din barndom kun for pludselig at påstå, at den hellere vil være en pilskæv ambulance. 5 meter kloakrør gennem din stue og 100 timers meditation til en Judas Priest-koncert. Et stort, væskende sår midt i din sommersalat. Sådan er programmering ofte. Nu er du advaret.

Programmering er at få en på tuden. At tude af lykke over sin kode. Kode man elsker og kode man hader. Programmering er stolthed og pinlighed:

TODO: changing the value of e.g. originalStyle.name, e.g. originalStyle.name = ‘hej’, does not break the “verify changes copied back to original” ITs – why not?

Programmering er 12 millioner ord og forkortelser, du ikke kan leve uden men aldrig kommer til at se.

Programmering er at skrive dine og mine ord engelsk, uden fejl. Programmering er ikke på tysk. Vielen dank.

Programmering er den fineste orden og den mest sjuskede hovedrengøring, du nogensinde kommer til at sætte dit navn på.

Nørd til hest

Er alle computernørder anarkister? Det håber jeg. Det burde de i hvert fald være.

Vores arbejde består i at opbygge systemer. Kategori, konsistens, integritet, normalisering.

Tanken var på vores samlede tanker, der kan måles som elektrisk aktivitet i vores hjerner. Tænk (!) på alle de tanker, der går spildt. Tænk på alle de forelskelser, hjertesorger, selvindsigter og geniale idéer om forbedrede mikrolån og Hyperloops^2 der opstår for et splitsekund senere at forsvinde i baggrundsstøj.

Hvis disse tanker kunne opsamles og lagres i en database, kunne nørder arbejde på dem. Kategorisere, normalisere, granske. Nørderne skulle naturligvis være godhjertede og bruge dataundersøgelserne til gode formål. Sætte system i kaos med formål at hjælpe menneskeheden. Men hvad hvis der var onde nørder, der ville udnytte tankerne til at undertrykkelse, manipulation os og indsprøjning af reklamer i vores hjerner?

Jeg tror og håber, at alle mennesker har bare en minimal mængde anarkisme i sig. Det er især godt, at nogle har en stor mængde. De skal nemlig flå de systemer ned, som nørderne har bygget op. Og når nørderne engang bliver for dygtige, så håber jeg, hestene overtager.

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.

Protestantisme 101

Alle ved det kun er muligt at slappe af, hvis man har været en god dreng. Og en god dreng er man åbenbart kun, hvis man har været dygtig. Dygtig har man været, når man går hjem fra arbejde med en tom indbakke og perfekt indrykkede lister.

Og så er det jo, at det er soleklart, at hvis man har haft en hård og halvcrappy dag, hvor tingene ikke rigtig er lykkedes, så er det mest konstruktive at straffe sig selv! Som minimum bør man bruge den fine mulighed til tanke lidt op på dårlig samvittigheds-kontoen og bruge så meget tid som muligt på at spekulere over de nye spændende måder, det kan gå galt på i morgen.

Så det er altså sådan det er at være protestant: konstant dårlig samvittighed?

PS. Når man som barn i fjerde-femte klasse går hjem og skriver dansk stil fredag eftermiddag, man har fået for en time tidligere, bare for at øve sig på, hvordan det vil være at gå til eksamen…, ja så står ovenstående vel ligesom skrevet i kortene.

PPS. Plan for weekenden: løsriv dig fra 20 års protestantisk-socialdemokratisk opvækst.

KategoRisk (Spillet om verdensherredømmet)

Der findes tre kategorier af ting. En af dagene må jeg lave en flerdimensionel kube af kategorier, ting findes i.

Her er de:

• Ting til ændring
• Ting i midten
• Ting til accept

I den første kategori falder ting som lysten – og vel egentlig også lidt stolthed over stadig at have fandenivoldskheden (og naiviteten) – til at ville ændre verden. Ikke bare at acceptere, at Så’n er tingene nu engang og det’ der ik’ noget at gøre ved! Her ligger også lysten til at forbedre sig selv på åbenlyst negative punkter som stædighed, ego og jalousi. Blive bedre til at turde ting og gøre ting, fordi man har lyst til dem, ikke af pligt.

I den anden kategori falder det meste. Ting som at man spiser for mange chips og spiller for lidt squash, men måske godt kan leve med det. Ting som at man har et nogle gange lidt for stort socialt behov, men at det måske ikke nytter noget at forsøge at være som de andre. At ingen forhold er perfekte men at uperfekt måske er et godt sted at være. At man måske aldrig kommer til at kravle over de sejes hegn. At man lige nu ikke er i nærheden af at kunne nå sine tæer og måske aldrig kommer til at lære at lave en ollie.

I den sidste kategori falder Faktum og hans pisseirriterende familie: dødsfald, at man bliver dobbelt så gammel som dem på Roskilde, at man ikke kan rulle på r’erne (fucking Rodriguez, Rammstein og Guitarra) og alt der altid er pisselortemodvind i det her fucking land.

Jeg glemte en ting i den første kategori. Jeg kunne godt tænke mig at ændre, at det meste findes i midten og flytte noget til enderne. Det ville give fokus og gøre mit liv sjovere, nemmere, bedre – ligesom Windows 98, du ved.

PS. Den anden dag tæntke jeg: hvordan kan det være, at måske den største frygt – for mange mennesker, tror jeg – er at blive glemt, når man er død. Underfnuggede vel åbenlyst inklusiv. Men man er jo død, så man kan ikke være bange. Så det må altså være i perioden umiddelbart inden døden, vi frygter at blive glemt. Hvor lang tid før døden? Lige nu er min største frygt i hvert fald ikke at blive glemt, men snarere ikke at træffe turde træffe de – for mig – rigtige beslutninger….Så, NU træffer jeg rigtige beslutninger! Se, sådan træffer det perfekte menneske rigtige beslutninger.

Formel

Det er som om jeg har en formel til at sætte trang på ting.

Få de røde sokker i den røde kasse og de blå i den blå. Så er der fred. Fred til hvad?

Hvad vil vi lære af et menneske? Om og af hinanden? Er 6234 meter langt? Overrask mig! Underhold mig! Det er nok bare kedsomhed.

Og hvad så? Skal man hele tiden være ægte? Hele tiden være noget for nogen? Kan jeg også bare se serier?

Du får tre gæt. Og tre af De Bedste. Det lover jeg.

Det er som om jeg har en trang til at sætte formel på ting.

PS. Skal vi snolde eller skal vi bolle?

Nok sutteklud ved tværsum 6?

Måske 2013 bliver året, hvor jeg får gjort noget ved punkterne på listerne i stedet for bare at lave flere punkter og flere lister?

Gu gør det ej! Alle ved, at året der “bliver året”, ikke bliver året.

Jeg (nok snarere, du) gider egentlig ikke diskutere liste/målopfyldelsesteknik (selvfølgelig gør jeg det*). Og jeg er egentlig nogenlunde tilfreds med min evne til at nå mine mål. I 2011 var der 8 grønne, 5 gule og 8 røde smileyer. I 2012 bliver det 10 grønne, 8 gule og 5 røde.

Der hvor jeg kunne (burde) kritisere mig selv er ikke min evne til at nå mine relativt beskedne mål. For når man er strukturfacist og åh-så disciplineret, så er det tit bare at følge opskriften og implementere.

Men kommer jeg nogensinde til virkelig at tage en chance? Gøre noget farligt eller fjollet? Prøve Himmelskibet, hoppe i vandpytter på Strøget, få en andetatovering, lære at danse, kun bestille banana split på den perfekte romantiske aften, kun spise chips til julemiddagen, eller stikke af fra den kedelige cocktailfest og have sex i elevatoren (er der ikke snart nogen, der holder en cocktailfest, så man kan stikke af fra den)?

Måske er bloggen blevet en slags sutteklud, hvor dét at skrive om tingene føles som at udleve dem? Det ville være bizart men forklare en del. Eller kan man lægge en rationel plan for at blive modig, gøre noget vanvittig, så’n lette overgangen? (Du ved, 17.15-18.00: gør noget skørt!) (overgangen til hvad? Hvornår er nok nok?)

Jeg fik endnu engang at vide i dag, at jeg giver mig selv for mange tæsk. Måske gør jeg det pga. simpel jantelov. Måske er det den socialdemokratiske opvækst eller mine nørdevenners til tider spøjse ydmyghed, der smitter af. Måske er det masochisme. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg ved, det er min stil.

Men hvis du vil gøre noget åndsvagt, så gå dog for helvede ud og gør det, i stedet for bare at sidde her og snakke om det! Du har fuldstændig ret, og det kan du bande på jeg vil gøre! Nu har jeg i hvert fald skidt meterologerne et stykke og købt den største pakke Jumpin’ Jacks (for 2000 kroners Jumpin’ Jacks, tak), den lokale farvehandel kunne diske op med.

2013 er et skævt (for voksne: ulige) år, så det er også et farligt år. Det er et af de år, hvor man får lyst til at regne tværsummen af cifrene ud, fordi man ikke kan finde ud af, hvad man ellers skal bruge dem til. Og fordi tværsummen er et mere trygt tal end 2013.

* Nogle tager deres vigtigste punkter ét efter ét eller fem ad gangen og går i gang med det hele på én gang, for så ved de, at de får gjort noget ved det. Andre laver en liste med 20 ting og kigger på listen ca. en gang om dagen, og sørger så for at lave det nødvendige mikro- og makroadministration der skal til før punkterne på listen går i opfyldelse.

PS. Måske 2013 alligvel bliver året? Hvor jeg finder ud af, hvad balancen skal være mellem at lægge mit liv på Internettet og lade visse tanker og ord forblive private.

PPS. Måske det passer meget godt med tallet og året 2013’s lidt dystopiske klang, men hvor meget jeg end vender og drejer det, så ser jeg aldrig bloggen – eller nogen af os – være mere end bare næsten ærlige. Godt nytår.

Efterslæb på en regnvejrsdag

Ja, det ord havde du sikkert glemt. Og det handler skam også om ord. Men ikke nødvendigvis de ord, jeg synes om. Men de ord, alle de andre har fundet på.

Så her er mit link-efterslæb. Links til en regnvejrsdag.

 

Sorte piger til fest uden trusser

Min tur til den klassiske Hvor syge i hovedet er bloggens besøgende, altså hvad søger I på for at finde den? Lad os kigge på det sammen:

• miniskørt – I er nogle beskidte gamle mænd (og kvinder)!
• læderveste (arbejds lædervest) – de er meget meget flotte og jeg tror allesammen vi savner dem. Fuck t-shirts til Untangle, jeg skal have en arbejdslædervest!
• sorte piger – jeg erindrer ikke der har været et eneste billede eller en eneste omtale af sorte piger. Berøringsangst?
• dulle pige – er du en? Vil du være en? Have fat i en?
• emo pige – måske den perfekte pige er en sort, dullet emopige?
• sjove hatte – kald mig kold og kynisk men jeg hader sjove hatte. Jeg bryder mig heller ikke om musicals og stand-up.
• 2girls1cop – dette er forståeligt men jeg tror (håber!) I blev skuffede.
• landmandsspillet – jubiiii, 80er-nostalgi på den gode måde! Er der nogen der har det?
• duller på 13 år – det er meget specifikt – og meget ungt! (se første punkt)
• flæskeæggekage – jeg er sulten.
• til fest uden trusser – vil I vide hvordan I gør? Eller vil I gerne med til en fest hvor pigerne ikke har trusser på? Uanset hvad, så bakker jeg op om jeres forslag (som det vel ikke kan ses som andet end).
• bankebræt – jeg mangler et! Hvis nogen fra kommunen læser med, må I meget gerne inkludere bankebrædder i samme kampagne som råberummene og skrigefliserne. Vote no on Brianfrakturer 431!
• bader sig roskilde – nej, på Roskilde Festival går man ikke i bad. Hvis du mener når man bor i Roskilde, vil jeg bede dig om at lave en ny, mere specifik søgning.
• lig pige – I er syge. Eller vil I bare vide hvordan I lægger jeres elskede ned på den mest sensuelle og romantiske måde? Jeg tipper det første.
• i say it – det er svært at argumentere imod: you said it, man!
• spist af kannibal – jeg vil gerne hjælpe, men jeg ved ikke hvordan.
• gu sæt – gu selv!
• efterskolepigerne – er det nogle bestemte, I søger? Eller de generelle efterskolepiger? Er efterskolepiger ligesom Batman: de kommer når man viser Lejrbålssymbolet på himlen? (Senere, ved lejrbålet…)
• fight club arbejder – hvad arbejder fight club for? Jeg ved det ikke. Eller vil I have job i en fight club?
• hvid dag – bare lov mig det ikke er Sensation White. Vinterdag? Sne? Snefnug? Vi nærmer os.
• det pinlige øjeblik hvor ipo – hvor ipo hvad? Fortæl mig slutningen!!
• slet ikke farligt dubstep – det meste dubstep er livsfarligt. Jeg anbefaler du holder dig til elevatormusik.
• ikea kuling – hmm, møblerne har jo nogle ret mærkelige navne i IKEA, men plejer det ikke at være noget mere i stil med Björknagr og Ulvahatti?
• slemme slemme piger – Internettet er fuld af dem. Håber du fandt hvad du søgte.
• god kæphest – du behøver ikke tale til din kæphest, den kan ikke høre dig.
• gør du endelig det – tak.
• sjove grydeskeer – du tilbringer for meget tid i køkkenet.
• billede af gammel mand med rolator – værsgo.
• jeg er emo – det er jeg også nogle gange.
• mange mennesker krammer – og nu er vi faktisk to mennesker på Internettet, der har fået nok! Vil I omgående stoppe med at kramme!
• hun gør noget ved mig – noget godt, håber jeg. Kan du være mere præcis?
• hvordan gør du på cykel tur – der er mange mulige svar, men først og fremmest nyder jeg det bare.
• hvad betyder nuggets – for den del af befolkningen der godt kan lide mad i spande: alt!
• det bliver sgu for rodet – enig! Altså…
• hvad er konklusion – at Internettet er fuld af skrald.

Derudover er de fleste andre søgeord noget med snefnug (surprise surprise), Cannibal Corpse, wup wup, emo, duller, etik og af en eller anden grund, noget med støvler: lange støvler, sorte støvler, læderstøvler, nittestøvler! Hva’ faaaaeen? Og denne opremsning gør det jo sikkert ikke bedre.

Kære læsere, I er syge i hovedet! Godt arbejde.