Perversioner og varme håndværkere

Jeg diskuterer dobbeltmoral. Synes nogle bør bevare enkeltmoralen*.

Undersøger om det er bedre at køre i en lille eldrevet bil, der sikrer ren kærlighed til København end at opstille matematiske koder for jerns egenskaber. Står stille uden et svar.

Forlader lokalet når andre kommer. Det er nemmest og mest trygt.

Sover ufortjent længe og snakker om perversioner og varme håndværkere. Hører Moderat imens.

Jeg arbejder på kontor. Det er den type jeg er.

IMG_7252

* Og droppe alt det privatskolepis.

Reklamer

Strøm med ild i

Der er flygtige farver i omløb. Ild i strømmen…Strøm med ild i.

Som på førstedagen i 2011 skulle vi forkæles med farver på mure. For lidt over en time siden så det sådan her ud på Tietgenkollegiet:

Flere billeder her.

Strygerne fik det momentvis til at løbe varmt ned af ryggen på en passende pissekold men helt igennem suveræn mandag aften. Eneste anke: det er lidt fjollet at åbne en festival med undertitlen A celebration of Electronic Music udelukkende med klassisk musik (Hr. Sheridan, flere biplyde næste gang, tak).

Men Strøm er altså i huset så husk at kigge forbi i løbet af ugen. Der er både leg i metroen, ungdomsfest i Guldbergsgade, paranoia i cisternerne, røvskum på Amager, obligatorisk hvidvinsensemble i Enghaveparken og en helvedes masse mere.

Altså: Molotov cocktail…set the god damn place on fire!

Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

IMG_5301

D4Real

Jeg forstår og er enig i Thomas Fleurquins (TF) argumenter om at tage medansvar til Distortion: køb gadearmbånd og ryd pænt op efter dig.

Men hvorfor skal jeg tvinges til efterfester? Fordi HAN synes, det er dem, der er det rigtige Distortion? Fordi Distortion først og fremmest er en “klubkultur-festival” og sekundært en “populistisk proletarisk ultrademokratisk gadefest”? Bull crap!

Hvad hvis JEG synes, det rigtige Distortion er mine venner og øl, mennesker og sol…stemningen og festen. Og at der også er et par occasional good beats. Jeg kan tage fejl, men min fornemmelse er, at mange har det som mig. De mennesker jeg snakker musikfestivaller med, er normalt enige i, at Distortion er fest og musik er Strøm. Den oplagte parallel til Distortion – som flere andre, inkl. TF selv, har draget – er campingområdet på Roskilde: musikken på selve festivallen er fed og vigtig for nogle, men for mange (min påstand: flere og flere) er det primære ved Roskilde Festival, festen på campingområdet.

Jeg forstår også, TF er skuffet, når det ikke har levet op til hans vision og forventninger. Det er da surt. Men man får næppe folks sympati (eller penge) ved kalde dem dumme. Hvis man var lidt kynisk kunne man spørge, hvordan man kan have mellem 10.000 og 100.000 mennesker til fest hver dag uden at tjene penge? Det kunne være fordi, folk er nogle asociale, nassende, nærige og røvsyge bønder, der ikke køber gadearmbånd og ikke går til efterfest. Det kunne måske også være fordi:

  • Man, dvs. jeg, i år ikke så én fucking bod, der solgte gadearmbånd på hverken Nørrebro eller Vesterbro (hvis jeg gjorde, har jeg ikke vidst det) (jeg har de 2-3 forrige år købt gadearmbånd).
  • Der kunne arbejdes mere med setuppet omkring, at få de barer, caféer, m.m., der tjener ekstra, til at “tage medansvar” (dvs. hoste op).
  • Mange faktisk får nok fest og musik fra kl. 16-22 og derfor ikke gider efterfesterne (jeg ved godt klubmiljøet gyser, når de hører den slags (og jeg gyser, når jeg hører ordet klubmiljøet), men ikke alle gider have tømmermænd på arbejdet eller feste fire dage i træk).
  • Musikprogrammet, for de fleste (tror jeg), er ét stort blur af ukendte kunstnere (igen: husk folk er der for festens skyld), og der derfor ikke er nogen (særlig) god grund til at tage til efterfesterne (med mindre man selvfølgelig ikke er festet igennem).

TF ville ønske Distortion var på en bestemt måde. Hvad nu hvis 100.000 andre egentlig er fint tilfredse? Måske han skulle lave en ny festival, der fokuserer på musik og kun har natte-fester med entré. Kald den eks. D4Real.

IMG_6170

PS. Og så er der vist ingen, der gider høre eller læse mere om Distortion. Nu skal nogen af jer på Copenhell, Northside og Roskilde. Selv tror jeg, jeg skal bruge sommeren på café latté på Østerbros fineste caféer og en god bog i skovens, dybe, stille ro.

Brosten og digitale kantsten

Det er ikke fordi, jeg er uenig med Amalie Kestler i, at nogle få stenkastende idioter ødelagde en demo/fest for flertallet sidste weekend (ja, der er lidt forsinkelse herinde for tiden). Hun skrev:

Helt ærligt. Som en af dem, der til enhver tid gerne bakker op om en happening og retten til at protestere for snart sagt hvad som helst, er det svært at finde kampånden frem efter sådanne episoder.

Jeg synes det er ærgeligt, hvis hun har svært ved at finde kampånden efter sådanne episoder. For det er jo ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Man skal bare lade være med at kæmpe for det ved siden af idioter, der kaster med sten.

For til tider kan man jo godt forstå og endda respektere folk, der går over stregen for at kæmpe mod en tanke eller et system, de mener, er fundamentalt forkert skruet sammen. Som jeg tidligere har sagt, mener jeg også, der er noget fundamentalt galt. Men så længe jeg kun har idéer til blogindlæg og ikke noget konkret at erstatte det nuværende med, så bliver de eneste sten, du ser mig kaste, digitale kantsten. Og i dette eksempel kastede idioterne næppe sten for at komme til orde på en talerstol og fortælle om elitært demokrati eller ressourcebaseret økonomi.

Men jeg synes tankeeksperimentet er sundt for alle os, der synes, det er komplet idiotisk at kaste sten mod politiet. Hvis Danmark var under kommunisme, nazisme eller måske Sharia, hvor mange fredelige protester til ingen verdens nytte ville du så gå i, før du blev træt og tog ufine metoder i brug? Det er jo ikke fordi, vi ikke alle har en grænse. Eller i hvert fald burde have en. At de fleste af os er kujoner og nogle tilfældigvis i bund og grund mener, at verden er fornuftigt skruet sammen, gør ikke eksperimentet mindre interessant eller relevant. Vælg selv dit mareridt.

Jeg synes, det er fair at kritisere stenidioterne, fordi det ikke er konstruktivt at kaste med sten, eller fordi den slags med al sandsynlighed ikke kan ændre noget på større skala. Og de er frustrerede, derfor kastede de. Og de er bare forkælede møgunger fra Gentofte, der ikke ved, hvad det betyder at have det hårdt. Og bla bla bla.

Men før det primære budskab blev brosten, var der en idé, der måske var værd at huske på. Et system der kunne kritiseres.

IMG_5354

Dyb(t) blå (genindfør dødsstraffen)

Dyb blå. Farven på min elskede konfirmations-mountainbike. Og på min ikke-helt lige så elskede Avenue, der i går blev stjålet. Det må være den dybe blå, der forståeligt nok hypnotiserede dem.

Det er første gang i mine ca. 11 år i København, jeg har fået stjålet en cykel. Det var min tid. Parkeret på Hovedbanen natten mellem fredag og lørdag, beder man (åbenbart) selv om det, kædelås eller ej.

Så hvad sker der nu? Nu vil jeg begynde et langt og omstændigt stykke lobbyarbejde og iværksætte landsdækkende reklamekampagner for at få dødsstraffen genindført. For en meget specifik gruppe af mennesker. Åhhh, hvis bare man var religiøs, så man kunne ringe til Helvede og forudreservere deres særlige plads dernede (henne, oppe?).

Men først vil jeg GÅ ned og kigge på en ny cykel. Heldigvis kan det også have sine fordele.

IMG_2720

Hvad professoren siger

Det er da fint nok, at ikke alle kan lide faldefærdigt skrammel, grafitti og urbuks. Men lad nu bare lidt være til os, der kan. Jeg er sikker på, der nok skal blive plads til designerghettoerne.

IMG_1740

PS. Og så er der selvfølgelig dem, der flytter i skoven. Gad vide hvordan man får sit grafitti-fix derude?