11 lektioner

De sidste 11 dage har jeg lært:

  • At en kompliment er så meget bedre end et kompliment.
  • At ørne åbenbart er bedre end ulve der er bedre end får der er bedre end hunde. Bullcrap.
  • At jeg også de næste fire måneder kommer til at få min daglige motion til og fra Sydhavnens bedste måge-hangout.
  • At Get Free ikke kan høres nok og ikke bliver ét gram dårligere af tømmermænd.
  • At det bedste tidspunkt for 36 kilometers cykelture er nu hvor det endelig er blevet rigtigt koldt og mørkt.
  • At Gaffa har fået en ny smart funktion.
  • At Tjili Pop er et glimrende sted at undgå blinkende julefrokost-slips.
  • At bitskyen nok snarere er en bittåge, © TypeKarsten (Google Drive er vist noget lort, brug DropBox).
  • At niecer tåler forbløffende meget glasbord.
  • At jeg heldigvis ikke er den eneste der laver lister.
  • At det er vigtigt, jeg forstår vigtigheden af specielle tal og specielle dyr.

Jeg satser på at forstå det meste nu.

IMG_5848

Helt vildt unikke snefnug og krydret røv

Ja, så du har også lagt mærke til, at der ikke sker en skid på bloggen. Men hvad skal du også bruge knapt så unikke snefnug til, når det vrimler med helt vildt unikke snefnug udenfor!?

OK, der er måske ikke nok til snemænd og hemmelige ishuler, men der er nok til at kaste en snebold i nakken på en, du bryder dig om (eller en du hader, hvis du tør).

Gå ud!

IMG_4938

PS. Der er også pissekoldt og ubehageligt udenfor, så jeg forstår godt, hvis det bare bliver en hurtig tur og så ind til kakao og hjemmebagte pebbernødder. Mums! (men holder nu stadig på at brunkager sparker pebbernødders krydrede røv)

Lige som laser

Sådan stod de. Sådan stod vi. Hævifolket. Til Opeth-koncert.

Nu er Opeth jo ikke rigtig hævi, men dødspop. Men det ændrer ikke ved, at temaet er sort og død, og at hævifolket var stærkt repræsenteret. Men stille har hævifolket ikke altid stået.

Der var engang. Hvor man hjemme i Næver enten hørte hævi eller hiphop. Altså enten var Cyanotic de lokale guder, Air Pollution med Michael Andersen støjede i radioen hver onsdag aften, og man gik til slamdance med Dawn, Gorefest og Sick of it All i Ridestalden, eller man pustede sig op i dynejakke foran Exxos i Jernbanegade.

Hvor man ikke stod stiv og knapt turde bevæge hovedet. Frem og tilbage, frem og tilbage….frem. Og tilbage. Sådan gør man. Headbanging hedder det.

Hvor man ikke stod stille af frygt for at lave fejl; for at skille sig ud og ligne en tosse. Men rettere væltede rundt i lasede Brutal Truth-tshirts på et “dansegulv” med 4-5 andre, der ikke var bange for at ligne idioter og høre “det er tre dage senere og mine ører piver stadig”-høj musik. Pointen er nok, at man ikke tænkte over, om man lignede en idiot (måske af den simple grund, at der ikke var nogen piger med til koncerterne, men piger var jo alligevel uopnåelige og dermed slet ikke på radaren).

Er de tider ovre? Eller findes der steder, hvor 15-årige vælter rundt i kikset tøj og skaber sig åndsvage? Uden at det skal handle om duller, breezers og øretæver. Jeg er sådan set ligeglad, om det er til dødsmetal eller umtji-umtji, bare den slags børn stadig eksisterer. Findes I? Hvor leger I? Gør man stadig det? Må man stadig det?

Vi danskere er rædselslagne for at lave fejl, sagde Melissa for et par år siden. Men jeg synes det er blevet værre, siden jeg var barn (jaja, bare vent, snart begynder jeg med, hvor meget bland-selv-slik, man kunne få for en tier). Eller også tænker jeg bare mere over det.

Men hvis det nu ikke kun er det, så var I, kære metalhoveder, jo netop dem, jeg havde sat min lid til. Jer i sort t-shirt og sort sind, der (endnu) ikke er blevet suget ind i økologiske blue berry muffins, ingefærsdrinks og ironisk distance på Vesterbro (eller for den sags skyld bare lange sorte støvler, nitter og fyrre lag øjenskygge). Som visse knapt så unikke snefnug.

Så sådan stod vi altså. Til Opeth-koncert. Lige som laser.

Nedenfor: hvordan vi kunne have stået (billedet er fra sidste års Copenhell).

PS. Trods bevidsthed om at den slags aldrig virker, når det bliver gengivet, kommer her et par af forsangerens indfald:

  • I guess all our songs are bleak. The day we make songs about going dancing on a Saturday night, I think it’s time to close the band……This next song is about dancing on a Friday night.
  • This next song is about death. Like all our songs.
  • [Forsangeren giver os fingeren] Do you know what this means? It means we have one song left. [fyr fra publikum råber “SLAYEEEEEER!”] Now it doesn’t mean that anymore.
  • We play shows all over the world and I have to say, when I see people showing up, it gives me hope in the future of music. We don’t have explosions, naked women or anything like that. We don’t even have midgets. We’re just 5 ugly guys. ….. en fyr fra publikum råber: “But a couple of midgets wouldn’t hurt!!!”

Kig

Tænk på alle de steder, du kan kigge væk for at undgå kontakt: ned i gulvet, ned i tomaterne, ned i telefonen, ind i skærmen, ud af vinduet, hen på træerne og ind det røde lys når du sidder på cyklen.

Tænk nu på alle de steder, man kan kigge hen for at kontakt. Og beslut dig så for hvor du kigger hen næste gang.

Vi holder øje med dig. Og…

Confessions of a Distorted Mind – The Emo Diaries

Det her skulle have egentligt handlet om Distortion. Om stemningen og musikken. Om hvor ringe musikken faktisk er. Og om hvor fed en fest man alligevel kan have, hvis man bare tilsidesætter normale kvalitetskrav. Prøv det, det er faktisk virkelig fedt! Og Philip, you’re the shit, og dine kampråb – Pol’ti…kontrol…skaber mere vold– til trods (jeg er enig i det, jeg tror, du gerne vil sige)…tak for at holde os til ilden!

Men nu kommer det altså i stedet til at handle om piger og dating og dating og piger. Om hvor håbløst det hele er, om hvor chanceløs man (som navlepillende snefnug) er.

K. gav mig en opsang i dag og forsikrede mig endnu engang om, at jeg ender ensom og alene. Efter lidt nyttesløs kamp med selverkendelsen, måtte de fleste dele af mig desværre give ham ret. Men denne gang var det faktisk ikke mig, der var the bad guy. Det var hende. Men hun gjorde, hvad hun skulle. Og dermed ingen bad girl, blot en pige med fjollet lyst hår og de smukkeste, grønne øjne.

Oven på dagens grusomheder, var dagens tema ligesom lagt. Men i en overraskende højtsvævende, æbleplukkende, ikke-køre-hjem-og-surmule’ende tilstand, var der overskud til en lille flok erkendelser.

Erkendelse #1
Jeg har efterhånden ingenting at fortælle. Intet at afsløre. Alt er blevet sagt.

Everything left’s been done before
Nothings new, nowhere to explore

Så hvad er det et spørgsmål om? Når man står der blandt flotte hipsterpiger og ikke engang gider at forsøge? At man har selverkendelse nok til at vide, at det alligevel ikke vil lykkes? Eller at man på en eller anden bizar måde bare ved, at man er for gammel?

For gammel? Pffft, det lyder latterligt og ER latterligt. Kan det erstattes med for moden? For erfaren? For kedelig? Gør det en forskel? Nej.

Erkendelse #2
Essensen er, at det kræver energi. Energi reelt at være glad, og lige her, at chatte unge damer op. Med eller uden guld i blodet.

Jeg glæder mig over, jeg kan få blikke på Sankt Peders Stræde, men kæmper samtidig med at finde det positive i, at en kombination af kræsenhed, dårligt selvværd, mørkt sind, dårlig timing og en masse anden uduelighed og tåbelighed, placerer mig stensikkert alene på sofaen.

Jeg overvejer en pause. En lang pause. Holder jeg den? Mon dog.

Ekendelse #3
Der, midt i den halvgrå, halvskinnende, halvcrappy forårshimmel, midt i den dårlige tækno, midt i København. Der blandt fucking teens og tweens i neongrønne windbreaker-jakker og dansende svenskere på paller, kigger man pludselig op på kirketårnet og indser noget for mange sikkert trivelt og banalt: måske er den vigtigste grund til at jeg ønsker en kæreste, at jeg kan føle, at der er en, der holder af mig.

Ikke en sexpartner, en at lave mad med, en at tage på ferie med, en at gå til fest med, en at vise frem, en der ommøblerer lejlighedheden mens jeg er på arbejde. Men viden om og følelsen af at et rigtigt menneske, sådan et fra denne verden, der – uanset om hun er ude eller på sofaen – holder af mig og savner mig. En der sms’er “Kommer du snart hjem? Så får du bløde strøg, mørk musik og hvid chokolade!”.

Måske er der lektier at lære af i dag. Ting jeg burde have skrevet ned i en lille sort notesbog, havde jeg været lidt mere tjekket. I stedet blev det til rod og sjusk. Og en dag der starter og ender som så mange andre før den: alene. Uden retning, kategori og sjæl.

Tid til noget nyt? (part deux)

Efter hvad der nu må være 3171. date, en hyggelig gåtur på Christianias volde, skulle hovedet lige renses lidt. Med halv dårlig samvittighed (ikke halvdårlig) og halv ærefrygt for marathonfolket, lykkedes det mig at finde vej til mit tophemmelige gemmested. Her kunne jeg lukke øjnene, få våde fødder og spekulere over hvordan jeg mon fik chokolade-pletten fra Champagnebrusen af den fine, hvide I Bike CPH-tshirt (måske en idé til en tøj-kollektion: Dine yndlings-tshirts med pletter på!…kan man blive andet end glad, hvis man ved at pletten stammer fra en Champagnebrus?).

Men det blev ikke til lukkede øjne længe, for i dag var der gæster i hulen, David (ikke ham med pandekagerne), som havde valgt at nyde søndagssolen med en joint. Meget chill, meget søndag og meget meget hyggeligt.

I skarp kontrast til daten, hvor det denne gang var mig, der lidt stift fik fyret en række jobinterview-agtige spørgsmål af, forløb samtalen med David meget afslappet, helt og aldeles naturligt. Vi talte om præcis de ting vi havde lyst til, uden bekymring om hvilket lys ens holdninger blev set i. Uden at se sig selv udefra.

Jeg ved ikke, om det var solstrålerne, der gav os energi, men det var de helt store emner, der blev vendt, eksempelvis samfund og styreformer. David er under den opfattelse, at demokratiet har spillet fallit. Ikke “blot” kapitalisme og det moderne populistiske politiske system, men demokrati som koncept. Han mener, at der er for store interesser, der ønsker status quo til at tro på at demokrati kan løse verdens problemer (fattigdom, forurening, osv.).

Og hans alternativ? Som jeg ikke mener er obligatorisk i en kritik, men naturligvis styrker ens sag. En form for lokal-styre, hvor den enkelte by, bydel, gade, boligforening, ja det enkelte menneske, er tvunget til at tage mere ansvar, til at tænke mere. Vi skal have fjernet alt det lort, der ligger og flyder nede i gården…hvordan gør vi det?. Få folk til at føle ansvar for det område de bor i, og de mennesker, de bor der med. Være mindre afhængig af systemet, gøre mere selv. Instant Hygge, anyone?
Og pointen, der hvor det adskiller sig fra klassisk demokrati, er, at det ikke nødvendigvis skal være flertallet, der træffer beslutningerne, men de folk, der har forstand på området, eller endda blot de folk, der brænder for det. Jeg nævnte eksplicit teknokrati flere gange, men han insisterede på, at det ikke var det, han talte om. Eksempelvis mener han, at det lige så godt kan være den lokale bondemand, der planlægger åens forløb som forskere fra DTU.

Han erkender, at det ikke løser alle problemer, men hans håb er, at hvis man kan få 20% af befolkningen til at tænke i de baner, så er der kritisk masse, der vil kunne vende udviklingen.

Jeg følger ham langt hen ad vejen. Og som med diskussionen om socialisme vs kapitalisme, så holder Churchills citat ikke nødvendigvis: bare fordi vi ikke har fundet det endnu, betyder det ikke, at det ikke eksisterer.

Så endnu engang stiller jeg spørgsmålet: er det tid til noget nyt?

Instant Hygge

Kommer lige fra Instant Morgenmad med Instant Hygge. En smule køligt men mere end en smule hyggeligt. Så hva’ æærd?

An experimental program designed to develop and create interactive activities for finding out how intimate and personal spaces can inform and influence non-spaces. These perspectives may give new meaning to public space and hopefully bring some hygge to the lifeless spaces around Sankt Kjelds Kvarter.

Med andre ord: en lille gruppe mennesker der håber, at også folk på Ydre Østerbro gider snakke med hinanden, mere end bare et hej i opgangen. Nørrebro har de mobile anlæg ved Dronning Louises Bro, Vesterbro græsset på Sønder Boulevard ….og Amar har Orama.

Men nu vil Ydre Østerbro altså også lege med….så kom ud og leg! Gratis kaffe! And free pancakes next time, David? 🙂

Instant morgenmad with instant hygge

28,50 men ingen revolution

Ti trojanske heste klapper op og klapper i. Tropper op og trapper ned.

Det er længe siden Jagtvej var drømmenes vej. Dengang var et knald på taget af Tagensvej alt hvad der skulle til. Det kan det blive igen.

Firkornede, firskårne fuckups har ikke levet forgæves. Årsagen er sådan set inkonsekvent, men indholdet betyder alt. Der er ingen grund til uro. Det er sådan jeg mærker det. Købekraften er i bund men chancernes fest er kun lige begyndt. Ingen afsked, ingen farvel. Hej, vi ses og opfør dig ordentligt er mere end rigeligt.

Pust skub opdræt instantiér………..bare gør en forskel.