Hvad professoren siger

Det er da fint nok, at ikke alle kan lide faldefærdigt skrammel, grafitti og urbuks. Men lad nu bare lidt være til os, der kan. Jeg er sikker på, der nok skal blive plads til designerghettoerne.

IMG_1740

PS. Og så er der selvfølgelig dem, der flytter i skoven. Gad vide hvordan man får sit grafitti-fix derude?

Fire kogeplader, to ovne og et ur

Inden jeg forlader min lejlighed har jeg normalt sagt prik-prik-prik-prik-prik-nul-nul 3-4 gange.

Dette trippel- og kvadrupeltjek udfører jeg for at være sikker på, jeg ikke går fra min lejlighed med et tændt komfur. Man kan spørge sig selv, om det ikke ville være mere fornuftigt at gøre, inden jeg går i seng, men tænk nu hvis jeg brændte hele bygningen af. Dét ville da være pinligt!

(Der står forresten ikke noget på kogepladerne, og der er ikke noget i ovnen)

Jeg river og flår også et par gange i dørhåndtaget (jeg har ødelagt i hvert fald ét dørhåndtag på denne måde) og tjekker lynlåsene i min jakke ca. 700-800 gange for at være sikker på handskerne og huen ikke falder ud på vej ned til cyklen (og hvad? går i stykker?). Dette ville nemlig være en katastrofe. Når jeg parkerer min cykel bliver låsen også dobbelt-syvdobbelttjekket (jeg har ødelagt i hvert fald én lås på denne måde).

Hjernen kører også på højtryk i køkkenet, når jeg eks. skal åbne emballage. Tidligere ville jeg have fundet den skarpeste kniv i skuffen frem og lystigt skåret løs i pastapakken, mens jeg med den anden kvarte til halve hånd ville forsøge at åbne en skuffe. Men det er åbenbart nye tider. Der er kommet nye fornuftsboller på suppen (PÅ suppen?). Ting bliver lige gransket lidt ekstra. Foregår lidt mere i slowmotion.

I dag turde jeg knap tage min iPod ud af min jakkelomme, da lommen var fyldt og der derfor var overhængende fare for at iPod’en ville falde ud (igen: og hvad? gå i stykker? Den går jo ikke i stykker af at lande på en måtte. Alle opgange i min ejendom er belagt med måtter. Det er meget flot. Kom og se det.)

Jeg tænker også meget, når jeg cykler: opbremsninger, gearskift, overhalinger, flyvehop…alt bliver lige vendt og drejet, så jeg ved præcis, hvordan det vil gå galt, når det går galt. Når du om to sekunder griber efter gearet, vil din hånd smutte, og du vil knalde hovedet i jorden og få styret gennem halsen.

Om ikke alt for længe skal jeg til Vietnam og Cambodia. Jeg tænker åbenbart så meget, at jeg ikke tør tænke på, hvad jeg ikke tør gøre, når jeg kommer derned.

Ryst mig nu, tak.

IMG_6191

PS. Så hvad handler det her om? For engangs skyld er det ikke noget med Buuuuh, jeg gider ikke være voksen! Det er nok snarere en Æv, er det sådan, det er at blive voksen? Er det uundgåeligt, at jo ældre man bliver, desto flere overvejelser, gør man sig (fordi man forsøger at lære af alle sine vidunderlige fejl). Overvejelser om hvad der kan gå galt. Eller er det bare mig, der er er en bangebuks og pessimist til benet?

Gå hjem!

I går røg gearkablet. Så måtte cyklen til smed og jeg måtte gå hjem.

Nogen går altid. Elefanter eksempelvis. Alle skulle gå noget mere.

For når man går ser man alt. Pigen med den vidt åbne mund, der åbenbart ikke kan komme sig over hvor godt tilbuddet hos H&M er. Den arabiske skrift i loftet hos cykelhandleren. Kuber, kurver, farver, fuglehuse, semi-opkastende indvandrende i Audi’er og blomsterbutikkens påmindelse om, at januar ikke behøver være grå og kedelig.

Så gå nu hjem.

IMG_6116

PS. Men hvad med cyklen? At gå er et eventyr, men at cykle er jo terapi. Så hvordan finder jeg balancen mellem to ting, der gør så godt? Hvis verden ikke er sort og hvid, kan gråt så være godt?

11 lektioner

De sidste 11 dage har jeg lært:

  • At en kompliment er så meget bedre end et kompliment.
  • At ørne åbenbart er bedre end ulve der er bedre end får der er bedre end hunde. Bullcrap.
  • At jeg også de næste fire måneder kommer til at få min daglige motion til og fra Sydhavnens bedste måge-hangout.
  • At Get Free ikke kan høres nok og ikke bliver ét gram dårligere af tømmermænd.
  • At det bedste tidspunkt for 36 kilometers cykelture er nu hvor det endelig er blevet rigtigt koldt og mørkt.
  • At Gaffa har fået en ny smart funktion.
  • At Tjili Pop er et glimrende sted at undgå blinkende julefrokost-slips.
  • At bitskyen nok snarere er en bittåge, © TypeKarsten (Google Drive er vist noget lort, brug DropBox).
  • At niecer tåler forbløffende meget glasbord.
  • At jeg heldigvis ikke er den eneste der laver lister.
  • At det er vigtigt, jeg forstår vigtigheden af specielle tal og specielle dyr.

Jeg satser på at forstå det meste nu.

IMG_5848

Helt vildt unikke snefnug og krydret røv

Ja, så du har også lagt mærke til, at der ikke sker en skid på bloggen. Men hvad skal du også bruge knapt så unikke snefnug til, når det vrimler med helt vildt unikke snefnug udenfor!?

OK, der er måske ikke nok til snemænd og hemmelige ishuler, men der er nok til at kaste en snebold i nakken på en, du bryder dig om (eller en du hader, hvis du tør).

Gå ud!

IMG_4938

PS. Der er også pissekoldt og ubehageligt udenfor, så jeg forstår godt, hvis det bare bliver en hurtig tur og så ind til kakao og hjemmebagte pebbernødder. Mums! (men holder nu stadig på at brunkager sparker pebbernødders krydrede røv)

Lige som laser

Sådan stod de. Sådan stod vi. Hævifolket. Til Opeth-koncert.

Nu er Opeth jo ikke rigtig hævi, men dødspop. Men det ændrer ikke ved, at temaet er sort og død, og at hævifolket var stærkt repræsenteret. Men stille har hævifolket ikke altid stået.

Der var engang. Hvor man hjemme i Næver enten hørte hævi eller hiphop. Altså enten var Cyanotic de lokale guder, Air Pollution med Michael Andersen støjede i radioen hver onsdag aften, og man gik til slamdance med Dawn, Gorefest og Sick of it All i Ridestalden, eller man pustede sig op i dynejakke foran Exxos i Jernbanegade.

Hvor man ikke stod stiv og knapt turde bevæge hovedet. Frem og tilbage, frem og tilbage….frem. Og tilbage. Sådan gør man. Headbanging hedder det.

Hvor man ikke stod stille af frygt for at lave fejl; for at skille sig ud og ligne en tosse. Men rettere væltede rundt i lasede Brutal Truth-tshirts på et “dansegulv” med 4-5 andre, der ikke var bange for at ligne idioter og høre “det er tre dage senere og mine ører piver stadig”-høj musik. Pointen er nok, at man ikke tænkte over, om man lignede en idiot (måske af den simple grund, at der ikke var nogen piger med til koncerterne, men piger var jo alligevel uopnåelige og dermed slet ikke på radaren).

Er de tider ovre? Eller findes der steder, hvor 15-årige vælter rundt i kikset tøj og skaber sig åndsvage? Uden at det skal handle om duller, breezers og øretæver. Jeg er sådan set ligeglad, om det er til dødsmetal eller umtji-umtji, bare den slags børn stadig eksisterer. Findes I? Hvor leger I? Gør man stadig det? Må man stadig det?

Vi danskere er rædselslagne for at lave fejl, sagde Melissa for et par år siden. Men jeg synes det er blevet værre, siden jeg var barn (jaja, bare vent, snart begynder jeg med, hvor meget bland-selv-slik, man kunne få for en tier). Eller også tænker jeg bare mere over det.

Men hvis det nu ikke kun er det, så var I, kære metalhoveder, jo netop dem, jeg havde sat min lid til. Jer i sort t-shirt og sort sind, der (endnu) ikke er blevet suget ind i økologiske blue berry muffins, ingefærsdrinks og ironisk distance på Vesterbro (eller for den sags skyld bare lange sorte støvler, nitter og fyrre lag øjenskygge). Som visse knapt så unikke snefnug.

Så sådan stod vi altså. Til Opeth-koncert. Lige som laser.

Nedenfor: hvordan vi kunne have stået (billedet er fra sidste års Copenhell).

PS. Trods bevidsthed om at den slags aldrig virker, når det bliver gengivet, kommer her et par af forsangerens indfald:

  • I guess all our songs are bleak. The day we make songs about going dancing on a Saturday night, I think it’s time to close the band……This next song is about dancing on a Friday night.
  • This next song is about death. Like all our songs.
  • [Forsangeren giver os fingeren] Do you know what this means? It means we have one song left. [fyr fra publikum råber “SLAYEEEEEER!”] Now it doesn’t mean that anymore.
  • We play shows all over the world and I have to say, when I see people showing up, it gives me hope in the future of music. We don’t have explosions, naked women or anything like that. We don’t even have midgets. We’re just 5 ugly guys. ….. en fyr fra publikum råber: “But a couple of midgets wouldn’t hurt!!!”