Ikke lige nu

Jeg kunne skrive dine ord. Skrive dine ord mens du sidder lige her ved siden af mig.

Skrive at du skulle sige mine ord, mens jeg lytter i den anden retning.

Skrive om ck, Amarth, julemænd i Borgergade, tirsdagslakrids og folk der maler sig op i et hjørne og flår mit fucking hoved af. Om min pincet og om at sluge. Din blog, min blog og manglen på din blog. Vigtigheden af boremaskinen på mit bord, sexlysten og trætheden og om den forpulede syre, der brænder i min hals.

Men så længe jeg blot kunne, så er det lige meget. Jeg skal ville være. Være, vil og er.

Men det bliver ikke lige nu.

IMG_7105

PS 1. Fordi PS = energi.

PS 2. Ordet desto eksisterer stadig. Brug det….bitches!

Reklamer

Du er fri til at gøre, hvad universet fortæller dig

Læs denne sætning færdig, luk øjnene og gæt så, hvad det næste, der kommer til at stå på denne side, er….

futuremorten

Polynesiske vinduespudsere

Pænt svært, hva’? Fair nok. Prøv nu at lukke øjnene igen og gæt hvad din næste tanke bliver…

IMG_7230

Hvad var den så? Kunne du gætte det? Nej? Hmm, mystisk. Eller hvad?

I nedenstående video argumenterer en af de fire apokalyptiske riddere, forsker i neurovidenskab og filosofi, forfatter og udøvende “meditatør” (findes der et navneord på dansk for en person, der mediterer?) – hvad man vel efterhånden må kalde en Elon Musk for hjernen – Sam Harris for, at fri vilje ikke eksisterer!

 

Det er faktisk en ret fed fornemmelse bare at læne sig tilbage, starte sin introspektionsrutine, og se hvilke tanker, der popper op. Det bliver SÅ meget måden man bruger sin lørdag aften på i 2014.

Hvis du ikke gider se videoen, synes jeg, du bør forsøge at gætte hvad din næste tanke bliver, indtil du a) gætter den, eller b) får lyst til at se videoen.

Når du så har set dén, kan du roligt gå i gang med resten af hans Youtube-repetoire, eks. Death and the Present Moment, hvor du også får lov at lukke øjnene og lege med (husk i øvrigt altid at beholde bukserne på, når en fremmed beder dig om at lukke øjnene).

Go’ gættelyst!

IMG_2303

PS. Obligatorisk: René de Seance – Verdens mægtigste mand

En rønne og en gade

Kære Rønnegade – det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig mere. Din uvigtige placering, dit uvigtige fitnesscenter, AOF-center og private gymnasium. Det er ikke fordi, jeg ikke synes det er unfair, at folk fra andre gader ikke kender dig som andet end en række gode parkeringspladser til fodboldkampe i Parken, uden tvivl uden at kende dit navn. Det er ikke fordi, jeg ikke længere elsker dit mørke, uanset om din bredde er alt for stor ift. til din længde.

Kære Netto-Haraldsgade – det er ikke fordi, jeg ikke længere har lyst til at gå gennem netop dit rod og dine halv-tomme hylder og nyder netop dine “Åbner I ikke snart en kasse mere?”-tilråb.

Kære Haraldsgade-indvandrere – det er ikke fordi jeg har noget særligt i mod netop jeres knallertlarm og jeres påsatte brande.

Kære Fælledpark – det er ikke fordi, jeg som sådan er træt af dine store, flade plæner og planer, som aldrig vil opnå samme popularitet som lille, fine Kongens Have eller fancy-pantsy Frederiksberg Have – uanset hvor mange nye broer og reflekterende pøle, de så installerer i dig.

Kære Lersø Parkallés parallelgader til parkerede biler og cyklister – det er ikke fordi, jeg ikke kommer til at savne jeres uforstyrrede og øde flow i jeres uforstyrrede og øde verden. Der sommer som vinter, når jeg drejer fra Jagtvejs hektiske hovedpulsåre eller Haraldsgades evigt lettere forstyrrende diagonale retning og ned af jer, giver mig lov til at miste mig selv i jer og på jer, i omtrent det minut det tager, før jeg er tilbage foran Internettets summen.

Kære Ydre Østerbro – det er ikke fordi, jeg synes dine store, vulgære bygninger er grimmere end andres. Tværtimod. Det er ikke fordi, jeg er ked af din mangel på hyggelige barer, caféer og butikker, begivenheder, og alt den slags, de skriver om på AOK og i hipstermagasinerne. Det er i dig, der sker mindst, men om dig jeg kan sige absolut mest.

Kære lejlighed og kære altan – det er ikke fordi, I ikke ved, det er jer, jeg vil savne allermest. Jer, armerede beton-vægge, der forsøger at spille hårde, men som jeg ved i virkeligheden kun ønsker at passe på mig. Og altan…du, min elskede altan. Hvad skal jeg gøre uden dig? Hvordan kan jeg overhovedet tænke på at forlade dig?

Men kære jer – om lidt jeg forlader jer. Snart er det slut. Jeg forlader jer for Amager. Jeg ved, at netop Amager nok er en kniv i hjertet på jer – en Ø af alle steder? For hvad har Amager, som I ikke har? Og I har ret: mit nye kvarter og min nye Vej er jo ligesom jer: lille, overset, ukendt og med et trygt navn*. Sådan er De Bedste gader og veje. Men på den nye ø på den nye Vej bor en sød og smuk ulv med et stort hjerte, der har lovet at passe på mig. Og hvor meget jeg end holder jer, så er vi havnet i en rille. En fin rille, men en rille jeg synker dybere og dybere i og frygter ikke at kunne vende tilbage fra.

Jeg ved ikke, hvem der nu skal forsvare jer. Måske er det bare i mit hoved, I har brug for et forsvar. For I gør en person både blød og rå, og noget siger mig, at dét at bo hos jer, med jer og i jer, er, at holde af jer. Det vil jeg altid gøre. På gensyn.

IMG_6092

* Dog kommer jeg uden tvivl til at blive vanvittig af, at vejen burde hedde Store Møllevej.

Perversioner og varme håndværkere

Jeg diskuterer dobbeltmoral. Synes nogle bør bevare enkeltmoralen*.

Undersøger om det er bedre at køre i en lille eldrevet bil, der sikrer ren kærlighed til København end at opstille matematiske koder for jerns egenskaber. Står stille uden et svar.

Forlader lokalet når andre kommer. Det er nemmest og mest trygt.

Sover ufortjent længe og snakker om perversioner og varme håndværkere. Hører Moderat imens.

Jeg arbejder på kontor. Det er den type jeg er.

IMG_7252

* Og droppe alt det privatskolepis.

Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

IMG_5301

Bilkort

I går i So Ein Ding (er først lige begyndt at se det sporadisk: fedt program og elsker allerede mobilfotokonkurrencen) anmeldte han Sonos Playbar: et stykke elektronik der kan tage imod lyd fra forskellige lydkilder og sprede det ud over de forskellige rum i ens lejlighed (ja, de fleste af os bor jo i herskabslejligheder). Meget cool, lidt nørdet og meget etableret. Jeg forstår faktisk godt redebygger-trangen og kunne selv finde på noget lignende i en fremtidig lejlighed med min kæreste. Jeg ville dog nok finde nørden frem og bygge noget selv (eller i det mindste fejle eklatant i forsøget og så købe noget færdiglavet…mmm, færdiglavet…fryse-tablet, anyone?). Det ville uden tvivl også blive langt mere stilfuldt design (Internetironi).

Men har han – og Sonos – tænkt over, at jeg måske jeg ikke er interesseret i lyd i alle rum? Måske er det faktisk meget rart at gå ud i køkkenet uden musikken følger efter mig – for ikke at tale om hvor fed, musik gennem vægge kan lyde. Eller på toilettet: måske er det faktisk meget rart, at det eneste jeg kan høre er den svage summen, der nødvendigvis må være i en chokoladekassebunker fra ’79 (ok, jeg kan også høre noget andet). Jojo, jeg har da af og til også badeværelsesdøren på klem, så jeg kan høre musikken fra stuen, men det er jo netop i badet til vandets bulder og brag, jeg tit tænker klarest. Luk den dør! Jeg ved godt, at netop eksemplet han gav med at spille P1 i køkkenet og musik i stuen er oplagt, men jeg behøver altså ikke en dyr designerchokoladebar til at spille P1: til det har jeg min fantastiske Batman-ghettoblaster.

Gu er gadgets, iGrej, o.l. geniale, og det er i princippet befriende at have adgang til al digital information og underholdning hele tiden. Bortset fra det overhovedet ikke er befriende, da man i praksis er limet sammen med sin telefon, tablet, bærbare og vel snart bogstavelig talt med Google Glasses. Er det fordi, vi ikke tør efterlade vores grej? Tænk hvis vi gik glip af en EVENT på Facebook og først fik læst vores yndlingsblog efter skovturen. Eller gør vi det bare fordi, vi kan? Fordi vi røvkeder os (med hinanden)?

Dette er kun næsten et STOP UDVIKLINGEN!-indlæg. Eksempelvis er det da genialt at kunne sms’e sammen (eller Latitüde hinanden) på Roskilde og vupti, så står man samme sted. Hvis nogen under 25 læser dette, så var Roskilde – præ mobiler – nogenlunde lige så sindssygt, som det lyder: aftal i lejren hvor og hvad tid, man skulle mødes, og hvis man ikke var der, måtte man tulle lidt mere rundt alene. Dette er forresten første gang, så vidt jeg husker, jeg spiller “dengang jeg var ung”-kortet (her på bloggen i hvert fald).

Jeg siger på ingen måde, det var bedre. Jeg siger bare, det var noget andet. Og der følger nogle ting med at være klistret ind i printplader dagen lang. En klister der kun vil blive stærkere og stærkere: nogle vil se det som muligheder og atter muligheder. Andre af os, nok primært os gamle, gnavne, nostalgiske, læserbrevsskrivende, get off my lawn-råbende mænd (der er virkelig ikke mange os), vil engang imellem savne en efterårsdag i rusk og regn med et spil bilkort. Jeg kan i hvert fald ikke erindre, jeg nogensinde er kommet i dårligere humør af at spille bilkort end ved at kigge på min mobiltelefon.

IMG_2407