Dyb(t) blå (genindfør dødsstraffen)

Dyb blå. Farven på min elskede konfirmations-mountainbike. Og på min ikke-helt lige så elskede Avenue, der i går blev stjålet. Det må være den dybe blå, der forståeligt nok hypnotiserede dem.

Det er første gang i mine ca. 11 år i København, jeg har fået stjålet en cykel. Det var min tid. Parkeret på Hovedbanen natten mellem fredag og lørdag, beder man (åbenbart) selv om det, kædelås eller ej.

Så hvad sker der nu? Nu vil jeg begynde et langt og omstændigt stykke lobbyarbejde og iværksætte landsdækkende reklamekampagner for at få dødsstraffen genindført. For en meget specifik gruppe af mennesker. Åhhh, hvis bare man var religiøs, så man kunne ringe til Helvede og forudreservere deres særlige plads dernede (henne, oppe?).

Men først vil jeg GÅ ned og kigge på en ny cykel. Heldigvis kan det også have sine fordele.

IMG_2720

Reklamer

Midt i

I dag lider jeg afsagn. Lige nu synes jeg tankerne bliver lidt for konstruerede.

I dag har min finger været i munden, uden der var noget seksuelt i det. Og i dag har jeg måtte skjule min kærlighed for chips på en helt ny måde.

Lidt tidligere i dag forstod jeg på egen krop, hvorfor folk kan få nok af folk, der piller sig i navlen. Jeg kommer aldrig til at stoppe, men nu forstår jeg jer lidt bedre.

For mindre end en time siden hørte jeg monotone elektrotrommer og bippetibåppetilyde på diskotek. Jeg har taget billeder og ved udmærket godt hvor flot en sort nederdel er.

For mindre end femogtyve minutter siden indså jeg, hvor heldig jeg er, fordi jeg skal på arbejde i morgen. Arbejdslørdag. Aldrig har de ord lydt så godt.

Men netop nu har min kæreste været væk i nøjagtig 18,5 timer + 2,57. Der mangler 552 timer, og jeg savner hende allerede.

IMAG0627

Et sindssygt immunsystem

Det er ubærligt at tænke på den sorg og ulykke, vi har oplevet og kommer til at opleve i vores liv.

Der vil komme mange dage
Hvor livet bare gør ondt
Hvor intet giver mening
Og jeg ønsker alt skal ende

Men efter de første gange, ved man godt det går over. Det er næsten forfærdeligt, men vi er skabt til at håndtere smerte.

Og i stedet vil de dage ende
Jeg vil rejse mig
Igen og igen
Blive glad igen
Se verden forfra
Med de samme, gamle øjne
Indtil jeg dør

Det er et sindssygt immunsystem vi har.

IMG_6198

Bad

Manden med det store skæg i fjernsynet sagde, at man kunne blive 500 år. Måske 1000, måske 2000.

Og så var der Aage på 108 år, der bare gerne ville dø. Jeg kan godt forstå ham.

Det værste er, når man indser, at vi kører i ring; at man har prøvet det hele før. Når man kan se nok så fantastisk dug på bladene, høre nok så fantastiske strygere i ørerne og mærke nok så fantastiske grin i maven. Strejf, strøg, blikke, blæst, kold øl på den bedste forårsdag. Når man har det hele og får det hele, men alligevel ikke kan rykke sig ud af stedet. Hvad så? Hvad gør man så?

Så rejser man sig alligevel. Og går i bad.

IMAG0558

PS. Det værste må være at have børn. Og indse at de alligvel ikke kunne redde en.

PPS. Som sagt tager jeg snart til Vietnam. Jeg håber, de har brusebade dernede.

KategoRisk (Spillet om verdensherredømmet)

Der findes tre kategorier af ting. En af dagene må jeg lave en flerdimensionel kube af kategorier, ting findes i.

Her er de:

  • Ting til ændring
  • Ting i midten
  • Ting til accept

I den første kategori falder ting som lysten – og vel egentlig også lidt stolthed over stadig at have fandenivoldskheden (og naiviteten) – til at ville ændre verden. Ikke bare at acceptere, at Så’n er tingene nu engang og det’ der ik’ noget at gøre ved! Her ligger også lysten til at forbedre sig selv på åbenlyst negative punkter som stædighed, ego og jalousi. Blive bedre til at turde ting og gøre ting, fordi man har lyst til dem, ikke af pligt.

I den anden kategori falder det meste. Ting som at man spiser for mange chips og spiller for lidt squash, men måske godt kan leve med det. Ting som at man har et nogle gange lidt for stort socialt behov, men at det måske ikke nytter noget at forsøge at være som de andre. At ingen forhold er perfekte men at uperfekt måske er et godt sted at være. At man måske aldrig kommer til at kravle over de sejes hegn. At man lige nu ikke er i nærheden af at kunne nå sine tæer og måske aldrig kommer til at lære at lave en ollie.

I den sidste kategori falder Faktum og hans pisseirriterende familie: dødsfald, at man bliver dobbelt så gammel som dem på Roskilde, at man ikke kan rulle på r’erne (fucking Rodriguez, Rammstein og Guitarra) og alt der altid er pisselortemodvind i det her fucking land.

Jeg glemte en ting i den første kategori. Jeg kunne godt tænke mig at ændre, at det meste findes i midten og flytte noget til enderne. Det ville give fokus og gøre mit liv sjovere, nemmere, bedre – ligesom Windows 98, du ved.

IMG_6186

PS. Den anden dag tæntke jeg: hvordan kan det være, at måske den største frygt – for mange mennesker, tror jeg – er at blive glemt, når man er død. Underfnuggede vel åbenlyst inklusiv. Men man er jo død, så man kan ikke være bange. Så det må altså være i perioden umiddelbart inden døden, vi frygter at blive glemt. Hvor lang tid før døden? Lige nu er min største frygt i hvert fald ikke at blive glemt, men snarere ikke at træffe turde træffe de – for mig – rigtige beslutninger….Så, NU træffer jeg rigtige beslutninger! Se, sådan træffer det perfekte menneske rigtige beslutninger.

Tråd

I det nye tusmørke sidder jeg og glor. Ankommet fra det gamle.

En mørk morgen på cykel ud af Åboulevarden er du og jeg en del af et fællesskab. Jeg har lige hilst på dig, overhalet dig. Sammen ser vi øjnene på de silhouetter, som mørket kun næsten formår at holde skjult. Vores dystre tanker, vrede, kedsomhed, håbløshed, jalousi, afmagt, frygt. Alle er de væk for en stund med vores tråd og bremsen. Når vores flok zigzaggende men mærkeligt tæt finder rytmen og bemægtiger sig vejen. Jeg drejer af. Tak for turen.

Måske er det ikke et fællesskab der kan grine. Men et fællesskab der altid vil være der. Et af dem der forstår. Et af de naturlige. Når nu ikke alt i livet kan være det.

IMG_8392

Weil du sikah bist

Indomhalende idioter, transibirisk idioti

Hvad nytter kommunismen når folks kæmpeegoer

stablet op på bånd, spyttet ud i kværn

producerer tanker, kvælninger

sødt og salt

og fedt og surt

besætter dine tanker

i en mine

ikke udelukkende skabt af lort

PS. S’et, du måske mig forstår

krydr din mad lidt rig’ligt

og jeg sikah på

det hele nok skal gå.