35 timer og 600.000 km/t, tak!

Jeg er nu officielt en af de personer, der ønsker sig 35 timer i døgnet. Hov klokken blev ti over ti og rumrobotterne må åbenbart vente til en anden dag.

Der er it-hippierne, der stjæler stort set al min tid – på den virkelig gode måde! Mere om dem senere, men jeg kan i hvert fald konstatere, at hvis de røde dokumenter ikke altid skulle i den røde kasse og de blå i den blå, så ville jeg sikkert have et par timer mere om dagen til at spille 60D-WordTøjte.

Der er religions/tro/ateisme-caféhyggedebatten, der skal arrangeres. Ikke at det jo egentlig tager så lang tid, men det er jo endnu en kødbolle i den store kødkontekstsuppe. Heldigvis smager den også godt.

Der er vennerne, jeg vil se, squashen jeg vil spille (men hader at booke, gak!), billederne jeg vil tage, bloggen jeg vil skrive, lejligheden der skal ryddes op (behøver en date et toiletbræt?), de nye teknologier jeg vil lære, spansk der burde holdes ved lige (pero soy un chico demasiado orgulloso), serierne jeg vil se, bøgerne jeg vil læse, og mail- og sms-skrivningen både indeni og udenpå kagemanden (åååååhhhh, se hvor mange venner jeg har). Og ja, så var der jo også noget med et fuldtidsjob (og vel sådan set også eget firma). Bare sådan på siden, du ved.

Så hvad handler alt det her om? Det handler vel om at jeg godt ved, jeg har tid nok. For det handler jo om at vælge. Vælge job, arbejdsopgaver, ansvarsområder, hobbyer, venner, en kæreste…vælge sine lister. Er det ens lod i livet ikke at kunne vælge, når man ikke rigtig er god til noget…når man er et knapt så unikft snefnug?

For når nu det hele er sjovt, hvad gør man så? Når nu man gerne vil det hele, og man kan mærke det gør en glad at køre 600.000 km/t ud af ringvejen. Kører man så bare indtil man som 35-årig brænder sammen og ender rallende, lallende, alene og røvkedende sig på sofaen med en spand kylling i skødet og fjersynet konstant tændt på Kanal 4, 5 og 6?

Endelig er jeg nået til et punkt, hvor mit liv indeholder en god portion morskab og giver en acceptabel mængde mening, hvor jeg ikke keder mig og bliver smådeprimeret pga. jeg keder mig (det gemmer vi vist lidt). Så jo, jeg må vist hellere køre derudaf lidt endnu. Med gin i blodet, sol i håret og larmende hippier på bagsædet (eller måske baggagerummet). Søvn og pauser er for pussies.

Reklamer

2412. date veloverstået!

  • 2412. moment of truth! (Måske denne gang…).
  • 921. gang det ikke var klart efter de første 20 sekunder, at det ikke skulle blive til noget.
  • 233. gang det var klart efter 20 minutter, at det ikke skulle blive til noget.
  • 212. modvillige cafékaffe (denne gang forklædt som te) i stedet for blæst i håret.
  • 82. tøsedrengstilståelse (Nej, jeg har ikke sprunget i faldskærm/bungee jump).
  • 102. gang jeg måtte fortælle, at jeg ikke brænder for noget.
  • 196. gang hun var lige så melankolsk som en mejetærsker (jaah, fakta er dejligt ufarlige at snakke om).
  • 2. gang det ikke alene føltes som et jobinterview men også var det (Jeg har lige et par enkelte spørgsmål mere til dig…)
  • 656. gang hun var ca. tolv gange mere handyman end mig.
  • 8. gang jeg på vejen hjem tænkte: Det gør sgu egentlig ik’ noget.

Jagten fortsætter! Men jeg fortsætter vist med at være en af de 467.449 lidt endnu.