Bilkort

I går i So Ein Ding (er først lige begyndt at se det sporadisk: fedt program og elsker allerede mobilfotokonkurrencen) anmeldte han Sonos Playbar: et stykke elektronik der kan tage imod lyd fra forskellige lydkilder og sprede det ud over de forskellige rum i ens lejlighed (ja, de fleste af os bor jo i herskabslejligheder). Meget cool, lidt nørdet og meget etableret. Jeg forstår faktisk godt redebygger-trangen og kunne selv finde på noget lignende i en fremtidig lejlighed med min kæreste. Jeg ville dog nok finde nørden frem og bygge noget selv (eller i det mindste fejle eklatant i forsøget og så købe noget færdiglavet…mmm, færdiglavet…fryse-tablet, anyone?). Det ville uden tvivl også blive langt mere stilfuldt design (Internetironi).

Men har han – og Sonos – tænkt over, at jeg måske jeg ikke er interesseret i lyd i alle rum? Måske er det faktisk meget rart at gå ud i køkkenet uden musikken følger efter mig – for ikke at tale om hvor fed, musik gennem vægge kan lyde. Eller på toilettet: måske er det faktisk meget rart, at det eneste jeg kan høre er den svage summen, der nødvendigvis må være i en chokoladekassebunker fra ’79 (ok, jeg kan også høre noget andet). Jojo, jeg har da af og til også badeværelsesdøren på klem, så jeg kan høre musikken fra stuen, men det er jo netop i badet til vandets bulder og brag, jeg tit tænker klarest. Luk den dør! Jeg ved godt, at netop eksemplet han gav med at spille P1 i køkkenet og musik i stuen er oplagt, men jeg behøver altså ikke en dyr designerchokoladebar til at spille P1: til det har jeg min fantastiske Batman-ghettoblaster.

Gu er gadgets, iGrej, o.l. geniale, og det er i princippet befriende at have adgang til al digital information og underholdning hele tiden. Bortset fra det overhovedet ikke er befriende, da man i praksis er limet sammen med sin telefon, tablet, bærbare og vel snart bogstavelig talt med Google Glasses. Er det fordi, vi ikke tør efterlade vores grej? Tænk hvis vi gik glip af en EVENT på Facebook og først fik læst vores yndlingsblog efter skovturen. Eller gør vi det bare fordi, vi kan? Fordi vi røvkeder os (med hinanden)?

Dette er kun næsten et STOP UDVIKLINGEN!-indlæg. Eksempelvis er det da genialt at kunne sms’e sammen (eller Latitüde hinanden) på Roskilde og vupti, så står man samme sted. Hvis nogen under 25 læser dette, så var Roskilde – præ mobiler – nogenlunde lige så sindssygt, som det lyder: aftal i lejren hvor og hvad tid, man skulle mødes, og hvis man ikke var der, måtte man tulle lidt mere rundt alene. Dette er forresten første gang, så vidt jeg husker, jeg spiller “dengang jeg var ung”-kortet (her på bloggen i hvert fald).

Jeg siger på ingen måde, det var bedre. Jeg siger bare, det var noget andet. Og der følger nogle ting med at være klistret ind i printplader dagen lang. En klister der kun vil blive stærkere og stærkere: nogle vil se det som muligheder og atter muligheder. Andre af os, nok primært os gamle, gnavne, nostalgiske, læserbrevsskrivende, get off my lawn-råbende mænd (der er virkelig ikke mange os), vil engang imellem savne en efterårsdag i rusk og regn med et spil bilkort. Jeg kan i hvert fald ikke erindre, jeg nogensinde er kommet i dårligere humør af at spille bilkort end ved at kigge på min mobiltelefon.

IMG_2407

8 thoughts on “Bilkort

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s