Inden jeg forlader min lejlighed har jeg normalt sagt prik-prik-prik-prik-prik-nul-nul 3-4 gange.
Dette trippel- og kvadrupeltjek udfører jeg for at være sikker på, jeg ikke går fra min lejlighed med et tændt komfur. Man kan spørge sig selv, om det ikke ville være mere fornuftigt at gøre, inden jeg går i seng, men tænk nu hvis jeg brændte hele bygningen af. Dét ville da være pinligt!
(Der står forresten ikke noget på kogepladerne, og der er ikke noget i ovnen)
Jeg river og flår også et par gange i dørhåndtaget (jeg har ødelagt i hvert fald ét dørhåndtag på denne måde) og tjekker lynlåsene i min jakke ca. 700-800 gange for at være sikker på handskerne og huen ikke falder ud på vej ned til cyklen (og hvad? går i stykker?). Dette ville nemlig være en katastrofe. Når jeg parkerer min cykel bliver låsen også dobbelt-syvdobbelttjekket (jeg har ødelagt i hvert fald én lås på denne måde).
Hjernen kører også på højtryk i køkkenet, når jeg eks. skal åbne emballage. Tidligere ville jeg have fundet den skarpeste kniv i skuffen frem og lystigt skåret løs i pastapakken, mens jeg med den anden kvarte til halve hånd ville forsøge at åbne en skuffe. Men det er åbenbart nye tider. Der er kommet nye fornuftsboller på suppen (PÅ suppen?). Ting bliver lige gransket lidt ekstra. Foregår lidt mere i slowmotion.
I dag turde jeg knap tage min iPod ud af min jakkelomme, da lommen var fyldt og der derfor var overhængende fare for at iPod’en ville falde ud (igen: og hvad? gå i stykker? Den går jo ikke i stykker af at lande på en måtte. Alle opgange i min ejendom er belagt med måtter. Det er meget flot. Kom og se det.)
Jeg tænker også meget, når jeg cykler: opbremsninger, gearskift, overhalinger, flyvehop…alt bliver lige vendt og drejet, så jeg ved præcis, hvordan det vil gå galt, når det går galt. Når du om to sekunder griber efter gearet, vil din hånd smutte, og du vil knalde hovedet i jorden og få styret gennem halsen.
Om ikke alt for længe skal jeg til Vietnam og Cambodia. Jeg tænker åbenbart så meget, at jeg ikke tør tænke på, hvad jeg ikke tør gøre, når jeg kommer derned.
Ryst mig nu, tak.
PS. Så hvad handler det her om? For engangs skyld er det ikke noget med Buuuuh, jeg gider ikke være voksen! Det er nok snarere en Æv, er det sådan, det er at blive voksen? Er det uundgåeligt, at jo ældre man bliver, desto flere overvejelser, gør man sig (fordi man forsøger at lære af alle sine vidunderlige fejl). Overvejelser om hvad der kan gå galt. Eller er det bare mig, der er er en bangebuks og pessimist til benet?
Det knapt så unikke snefnug 
Hov, så slet ikke den her post igår. Du skal da have tjekket de her OCD træk, så der kan komme lidt styr på dem. Ring venligst til lægen, ik. Siger den bekymrede læser.
Styr, siger du? Sådan et man kan få gennem halsen? Ved ikke, er ikke sikker på, om der ikke skal kemikalier af en betragtelig styrke til at løse de her “træk”.
Ingen grund til bekymring, men tak for den.
Ok så da. Ikke noget med at sniffe lim inden du skal på rejse i det mindste så.
‘Inden jeg forlader min lejlighed har jeg normalt sagt prik-prik-prik-prik-prik-nul-nul 3-4 gange.’ Jeg havde måske en vag idé om, at der fandtes andre derude, der tjekkede deres ovn lidt manisk. Jeg havde ingen idé om, at der fandtes én med samme remse som min (dog er min en prik kortere. Har du fem kogeplader?). Tak for dig!
Tak fordi du læste med.
Min ovn er helt igennem knapt så unik, så kun fire kogeplader. Til gengæld har den en fin (beskidt) ovn og et lille ur, der godt kan lide at ringe to gange med et kort mellemrum, når tiden er gået (opmærksomhedshore). Det giver:
4 helt almindelige kogeplader + 2 fedtede ovnknapper + 1 opmærksomhedskrævende ur = 7 x vanvid.
Jeg kender faktisk én ud over os to, der gør det samme, så nu er vi i hvert fald tre komfurgalninge i denne verden.