KSUS – under the hoodie!

Fuck. Jeg må lære at styre mig!

3-3. 3-4. 4-4, 4-5…11-10. 9-11 (ikke nein-elævven). Squash. 5 sæt i den dur. Tæt, intenst, sjovt! Ghazanfar vinder, men undervejs har jeg haft en snurrende lykkefølelse i maven. Hvad fanden!? Træt og ugidelig efter arbejdet bliver til tivoli i maven og smil på emoansigtet!? Hvordan????

Høj på god energi tænker jeg: lad os da bare spille én til. Men bedst af tre. For du ved hvordan du bliver når du er træt og taber. 7 år, sådan bliver du. Så ikke noget af det. Vi spiller. Jeg vinder første sæt 11-3, tror jeg. Øhhh. Nå, andet sæt. Er foran 10-2! TI TO! Og så begynder det…10-3, fire, 5. Pause, altså ikke i kampen, men: 11-5. Så er man stadig godt foran, og hvis man bare tager sig sammen, så vinder man. Koldt hoved, ingen grund til panik. Genoptag. 11-seks, syv, 8, 9, DEUCE (tech talk)! Her er jeg forlængst begyndt at ryste i armene men modsat tidligere oplevelser i badminton, har jeg ikke givet op. Jeg er mentalt med, men jeg kan simpelthen ikke vinde det sidste fucking point. Han får fordel og så det sidste point.

Nedsmeltningen er komplet, og jeg er i chok. Kan høre den indre lille dreng snøfte men mander mig trods alt op. Sidste gang vi spillede erklærede jeg heldigvis, at jeg er en dårlig taber, men den her kræver vist lidt ekstra forklaring. Overfor Ghazanfar. Overfor mig selv. Jeg skynder mig over til mine ting og har allerede dannet mig billedet inde i hovedet af, hvordan jeg smækker med døren, skynder mig hjem og ikke bare surmuler men undrer mig og ÆRGER mig. Over hvad fanden mit problem er!?

For jo, jeg er en dårlig taber. Det er blevet meget bedre, men det er faktum. Men det er jo ikke bare det. Tanken har været der før: hvad nu hvis…..hvad nu hvis, det er en generel egenskab ved min person, at jeg ikke kan, vil, tør vinde. At jeg kæmper og kæmper og kommer tæt på, men jeg bare aldrig kommer det sidste stykke. Til at kunne kæmpe mig tilbage i squashkampen. Til arkitektstillingen og den bedste karakter i dansk grammatik og engelsk udtale (så tal dog langsommere, din klovn!). Være den bedste på ski og skateboard (ok, de dage er long gone). Den sjoveste i lokalet. Gå efter den flotteste pige i baren og trykke hurtigst 50 gange på =-tegnet på lommeregneren (3,4 sekunder er rekorden lige nu. Teknikken er at ryste.). Vinde. For jeg er jo konkurrencemenneske til benet, har jeg fundet ud af. Hvor meget jeg end hader det, så er jeg det. Men det er uheldigt at være konkurrencemenneske, hvis man ikke kan, vil eller tør vinde.

Så hvis nu vi ser bort fra den FULDSTÆNDIGT urealistiske mulighed, at der faktisk findes folk, der er bedre til ting, jeg beskæftiger mig med, end mig, hvad kunne grunden så være til at jeg enten ikke vil eller tør vinde? Er det pga. en god socialdemokratisk opdragelse, hvor lighed og gode sociale relationer altid var vigtigere end at vinde (undtagen i Landmandsspillet eller Afrikas Stjerne – eller fucking Matador!)? Det ville da være belejligt. Er det fordi når jeg vinder, så sårer jeg jo andre, og jeg ved jo, hvor slemt det er? Er det nemmest, sikrest og tryggest bare at være en del af den anonyme, grå masse og ikke gøre sig alt for bemærket? Være et du-ved-nok-hvad-for-et snefnug. Så man ikke risikerer så mange angreb og ydmygelser.

Men Ghazanfar redder jo aftenen. Sidder roligt på gulvet og venter og lytter. På at jeg vandrer frem og tilbage hen over guvlet. Som en gal, gal tyr. Og hans ro kun overgået af hans beroligende smil. Hvor er han dog sej – og shit, hvor er der langt op.

Men én ting er sikkert: livet bliver sjovere og lettere i det øjeblik man holder op med at have ondt af sig selv. Indser sine styrker og svagheder. Overfor sig selv skal man være mere end bare næsten ærlig. Opbygger en passende mængde selvtillid og sætter sig realistiske forventninger derefter. Små. Fucking. Skridt. Implementér.

PS. Tyren faldt ned på jorden, og vi endte med at spille det sidste sæt i den anden kamp og jeg tør knapt nok skrive, hvem der vandt sættet og dermed kampen. Så kan man tale om at skamme sig.

PPS. Tak til Mads for ordene til titlen. De var formentlig ikke ment til det formål, men jeg synes nu alligvel de passede meget godt på indholdet. Et ord Mads også fandt på, som også skal med er ostehipster.

4 tanker om “KSUS – under the hoodie!

  1. Hvor er han dog sej – og shit, hvor er der langt op. (bare det var mig der havde skrevet det, det er lækkert nok til at æde!)

  2. Godt godt indlæg! Næsten nervepirrende at følge dit tankespind (og elsker i øvrigt at du (som mig, natürlich) spillede Landmandsspillet og Afrikas Stjerne! Bliver stadig pissed når jeg taber i de spil). Overvejede mange kloge svar undervejs i læsningen, men det virker jo som om du kommer frem til noget meget godt til sidst; Ærlighed overfor sig selv – også i forhold til hvad man er god til (ikke nødvendigvis bedst) og knap så god til (ikke nødvendigvis dårligst). Spændende overvejelse omkring behovet for ikke at stikke ud eller at lade andre tabe, for ikke at sætte dem i forlegenhed eller sig selv i fokus for deres vrede og dårlige taber mentalitet (hosthost;-)). Det tror jeg faktisk godt der kan være noget om…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s